Uge 8 og vinterferie – færre skader indtil videre

Kalenderen siger uge 8 og vinterferie her i det nordjyske, og mange skal derfor snart afsted på skiferie eller er allerede godt på vej. Forhåbentlig med alle lemmer i behold, da det med de kære ski kan være en farlig sport. Der ses hvert år rigtig mange skirelaterede skader hos de forskellige forsikringsselskaber. Men i de dele af landet, der allerede har været ude på skiene, meldes om færre skader indtil videre end hidtil set.

Efter to år uden skiferie fandt mange skiglade danskere atter vej til pisterne på de populære skidestinationer i sidste uges vinterferie. Men de foreløbige tal viser, at langt færre danskere er kommet galt af sted på pisterne.

Hos Alm. Brand har man oplevet et fald på næsten 50 pct. i antallet af skader i uge 7, hvis man sammenligner med samme periode i 2019, før coronapandemien ramte.

”I en normal uge 7 har vi travlt med at hjælpe med knæskader og brækkede ben blandt vores kunder, men det har ikke været tilfældet i år, hvor mange danskere igen har været på skiferie for første gang i to år,” siger Maria Bitsch, skadechef for person- og specialskade, og fortsætter:

”Vi har set et stort fald i skiskader i uge 7, og det er en glædelig nyhed. For den enkelte kunde der kommer til skade, er det selvfølgelig irriterende, og her har vi stået klar med hjælp og vejledning,” siger Maria Bitsch.

Færre og forsigtighed

Forsikringsselskabet har først det fulde overblik over skiskader i løbet af ugen, men forventer, at antallet af skader fortsat vil være væsentligt lavere end under en ”normal” vinterferie uden restriktioner.

”Da Østrig indførte nye rejserestriktioner i januar, var der mange danskere der aflyste skiferien, og strejken i Københavns Lufthavn har også betydet, at der er folk, som først er kommet på ski senere, og det er en af årsagerne til, at vi har set så få skiskader på nuværende tidspunkt,” siger Maria Bitsch og fortsætter:

”Men jeg tror også, at flere har været ekstra påpasselige på pisterne. Efter to år med begrænset skiløb har mange været lidt rustne og er startet forsigtigt. Og jeg håber da, at flere vil udvise samme forsigtighed næste år. En skiskade kan være en smertefuld affære og uden den rette forsikring, kan den også blive meget dyr,” siger Maria Bitsch.

På trods af indrejserestriktioner er Østrig stadig danskernes foretrukne skiland.

Top 5 over lande med flest tilskadekomne danskere:

1. Østrig
2. Frankrig
3. Italien
4. Sverige
5. Norge

Skiferien står for døren for mange Aalborgensere

Vinterferien står for døren i det nordjyske. Det betyder for mange, at skiferien venter på dem. Mens danskerne har færre skiskader, driller corona dog stadig. Dette giver travlhed hos Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab.

Færre kommer til skade på skiferien

Selvom Europa er mere åbent, har skihungrende danskere ikke helt indtaget pisterne på samme måde som i 2020, hvor vi sidst havde en normal skisæson. Antallet af anmeldte skiskader er således faldet med 32 % efter den første halvanden måned af 2022 i forhold til 2020. Der er dog stadig voldsomt travlt hos LB Forsikring i vinterferien. For udfordringer med coronarestriktioner og smitte er der nok af.

Næsten en tredjedel færre danskere skal på sygehuset eller fragtes hjem med fly efter skituren i år, end i 2020. Det viser tal fra Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab, LB Forsikring, som Falck Global Assistance har indsamlet på skiskader fra 1. januar til 15. februar i år.

”De færre skader skyldes desværre ikke, at danskerne er blevet bedre til at stå på ski, men at færre er kommet afsted også i år, selvom vi har et mere åbent Europa. Det betyder dog ikke, at vi har en rolig tid lige nu. Vi har rigtig, rigtig travlt, og vi er kun igennem den første vinterferieuge”, siger Anne Mette Kirkegaard, Skadeschef i LB Forsikring, og fortsætter:

”Restriktioner og corona-smitte fylder enormt meget hos vores medlemmer. Omkring en tredjedel af vores opkald omkring rejser er fra medlemmer, der er i tvivl om, hvordan deres rejseforsikring dækker i forhold til både restriktioner, og hvis de bliver syge med corona.”

Og selvom skiskader fylder mindre, er der stadig stort behov for hjælp til danskere på ferie.

”Corona-smitten er også høj i resten af Europa, og hvis vores medlemmer bliver syge, mens de er afsted, skal de stadig have hjælp. Så der er nok at se til”, siger Anne Mette Kirkegaard.

Klar til at hjælpe

Selvom der lige nu er mange, der er bekymrede for, om de kan komme på ferie, så skal man ikke lade sig afskrække fra at booke en skiferie, mener skadeschefen, man skal bare huske at tjekke reglerne på destinationen, inden man tager afsted.

”Det er slet ikke umuligt at komme på skiferie eller en anden slags ferie, hvis man vil det. Rigtig meget af verden er åben igen. Bare husk at tjekke indrejsereglerne, der hvor du skal hen, så du ikke ender i en dum situation. Det er også en god ide at tjekke ens rejseforsikring, inden man rejser, så man kan se, hvordan man er dækket. Man kan finde svar på langt de fleste spørgsmål om corona og rejser på vores hjemmeside, så man selv kan tjekke op på det, uden at skulle ringe og vente i kø. Men vi sidder naturligvis også klar til at hjælpe, hvis man har behov for det,” siger Anne Mette Kirkegaard.

Selvom vi kun er halvvejs igennem skisæsonen, vurderer hun dog, at der vil være færre skiturister og også færre skader i 2022 end vanligt.

”Sammenligner vi med 2020, så ender vi nok med at have færre brækkede knogler og beskadigede ledbånd, men flere der skal have hjælp på grund af coronarelaterede skader,” siger Anne Mette Kirkegaard.

De ofte stillede spørgsmål til rejseforsikringen i hos LB Forsikring:

Er jeg dækket for coronavirus på rejsen?

Rejseforsikringen dækker efter de gældende vilkår – også udgifter i forbindelse med coronavirus, så længe du følger Udenrigsministeriets vejledninger.

Hvis jeg bliver nægtet indrejse?

Bliver du nægtet indrejse ved ankomst til rejsemålet, fordi du bliver testet positiv, eller fordi du er nær kontakt til en smittet, og du derfor må rejse hjem igen, så hjælper vi ekstraordinært med dækning af ekstraudgifter til hjemrejse før tid.

Hvad hvis jeg bliver pålagt at gå i isolation?

Hvis du forpasser din planmæssige hjemrejse, fordi du bliver sat i isolation på feriestedet som følge af coronavirus – herunder også hvis du bliver sat i isolation som nær kontakt – så dækker forsikringen ekstra udgifter til ophold og ny hjemrejse i efter de gældende vilkår for forsinket fremmøde.

Du skal dokumentere, at du er nær kontakt, og at du er blevet pålagt at gå i isolation.

Hvis jeg har brug for akut hjælp på rejsen?

Har du brug for akut hjælp på rejsen, så ring til vores samarbejdspartner Falck Global Assistance på +45 70 15 55 00. De er klar til at hjælpe dig døgnet rundt.

Om LB Forsikring:

LB Forsikring er Danmarks største medlemsejet forsikringsselskab, og består af forsikringsgrupperne Lærerstandens Brandforsikring, Runa Forsikring, Bauta Forsikring og LB Forsikring til PFA. LB Forsikring har over 412.000 medlemmer fordelt i hele landet.

Nu falder den første sne i Sverige

 

Sneen falder lige nu i Sverige, og alt tyder på endnu mere sne over weekenden. Skisæsonen er lige om hjørnet, og allerede nu har mange bestilt skiferien til de svenske fjelde.
Skisæsonen nærmer sig med hastige skridt, og Sverige er ved at gøre skiløjperne helt klar til at modtage de skiglade vintergæster. Weekenden byder på endnu mere sne flere steder på de svenske fjelde. På de populære skidestinationer Idre, Stöten og Kläppen sner det allerede nu, og med weekendens udsigter til sne og de magiske minusgrader, er det ikke til at tage fejl af. Skisæsonen er lige rundt om hjørnet.
Ikke kun de svenske skiområder mærker, at skisæsonen står for døren. Hos VisitSweden beretter de om en markant stigning af bookinger i forhold til sidste år:
”Folk er allerede i gang med at booke sine skiferier i Sverige. For eksempel oplever skiområdet Orsa Grönklitt 44 procent flere bookinger end samme tidspunkt sidste år. Og med det kølige efterårsvejr her i Danmark kan vi jo godt forstå, folk begynder at tænke på skiferie,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.
Hos VisitSweden håber man på en god snesæson ovenpå den sene sæsonstart sidste år, og denne uges vejrprognoser tyder på, at der er noget om snakken.
 
Her sner det nu
• Stöten: Det sner lige nu i skiområdet Stöten i Sälen. Stöten ligger i den nordlige ende af Sälen-fjeldene, som er Nordeuropas største alpine skiområde. Stöten har sæsonstart den 13. december 2012, og der er stadig rabat at hente, hvis ferien bookes inden den 31.oktober. Læs mere på skiferie.visitsweden.com
• Kläppen: I et andet af Sälen-fjeldenes områder, Kläppen, er der også faldet sne. Her er man også netop gået i gang med at teste områdets snekanoner, så de er klar til den kommende sæson. Kläppen har sæsonstart den 14. december 2012. Læs mere på skiferie.visitsweden.com
• Idre Fjäll: Idre Fjäll i det nordvestlige Dalarna byder på et varieret terræn med pister mod alle fire verdenshjørner, og lige nu sner det også her. Idre Fjäll har sæsonstart den 16. november 2012. Læs mere på skiferie.visitsweden.com
• Funäsfjällen: Midt i vildmarken finder du Funäsfjällen, som med sine seks unikke skiområder med i alt 134 pister og 38 lifter er Sveriges største skiområde. Funäsfjällen har sæsonstart den 27. oktober 2012. Læs mere på skiferie.visitsweden.com