Vær med til strandoprydning i påsken

Vær med til strandoprydning i påsken

Vær med til at rydde op på stranden i påsken

Aalborg Kommune har mere end 190 km. kyststrækning. Der er derfor rig mulighed for at komme ud og gøre en god gerning, når WE WALK igen i 2022 blænder op for strandoprydning. Du kan allerede nu bestille din strandoprydningspakke på deres hjemmeside, så du er klar, når påsken rammer.

WE WALK er et fællesskab, der går ud på at skabe bevægelse

I 2021 samlede fællesskabet i WE WALK ikke mindre end 7.128 kg affald fra den danske natur. På kortet her kan du se, hvilke strande der blev samlet affald på i 2021. Du kan være med til at gøre en forskel, når strandoprydning venter tilbage i påsken. Det foregår i al sin enkelthed ved, at du på hjemmesiden linket til nedenfor tilmelder dig med hvor, du vil rydde op henne. Når du har samlet skrald op, kan du smide det ud i den pose, du modtager i pakken. Den er sponsoreret af Havmiljøvogterne, som er frivillige, der hjælper Søværnet med at holde øje med landets havmiljø.

Bestil din strandoprydningspakke HER. Den består af en affaldspose, et par handsker og en lille snack til turen. Strandoprydningspakker pakkes til tilmeldte tirsdag den 29. marts og tirsdag den 5. april. For at være sikker på at få den til tiden, skal du derfor tilmelde dig senest søndag den 3. april.

Chance for nordlys i det nordlige Danmark

Chance for nordlys i det nordlige Danmark

Har du altid drømt om at se nordlys, så er chancen der måske nu

Lige for tiden befinder vi os særdeles gunstigt i forhold til at kunne se det ellers så sjældne nordlys. Vi befinder os nemlig omkring forårsjævndøgn, hvilket øger muligheden for at se det fascinerende lys, der også kendes på latin om aurora. Det kunne ses den forgangne nat blandt andet ved Løkken. Igen til den kommende nat er der mulighed her i det nordjyske.

Nordlys opstår, når elektrisk ladede partikler rammer Jordens magnetfelt

Grundet en geomagnetisk storm, også kaldet en G2-solstorm, bliver der sendt store mængder ladede partikler mod jorden. Det er derfor, vores situation for at se det specielle lys lige nu er så exceptionel stor. Mængden af ladede partikler gør nemlig lyset tydeligere. Den kraft de heldige får lov at se det med i disse dage, er den største i de seneste 7 år her i Danmark.

Chancen for at se nordlys er størst i den nordlige del af landet, men kan desværre i nat forstyrres af skyer. Vi krydser fingre for, vi får lov at se det smukke lys her i Aalborg-området.

PEACE | Nødhjælp fra Aalborg til Przemysl

Nødhjælp fra Aalborg til Przemysl

En varevogn fuld af nødhjælp fra Aalborg til Ukraine

Lørdag aften samledes store dele af Danmark foran skærmene for at se indsamlingsshow til fordel for Ukraine. Der blev indsamlet ikke mindre end 165 millioner kroner. Det var dog ikke alle, der stoppede ved at donere til showet. Mens det løb over skærmen, fyldte to nordjyder en varevogn med nødhjælp og kørte til Przemysl.

Jacob Krogh Hannibalsen og Lasse Baun tog sagen i egen hånd

De to nordjyder, Jacob Krogh Hannibalsen og Lasse Baun, valgte at tage skridtet videre for at hjælpe fremmede mennesker. Med hjælp fra de sociale medier og deres netværk formåede de at få fyldt en varevogn til bristepunktet. Den var fyldt med alt fra tøj, toiletartikler og mad til alt andet, der kan gøre gavn i landet. Støtten har været stor fra både befolkning og virksomheder, der har kastet ting i puljen.

Det hele skulle fragtes til grænsebyen Przemysl, fordi den er første stop for rigtig mange ukrainske flygtninge på vej til sikkerhed. Her er der brug for de mange nødhjælpsartikler, fordi der strømmer så mange flygtninge igennem. En ukrainsk lastbil tog tingene med videre ind i Ukraine, hvor det allerede i dag mandag er begyndt at gøre gavn.

 

Byvandring med Aalborg Historiske Museum

Byvandring med Aalborg Historiske Museum

Aalborg Historiske Museum åbner sæsonen for byvandringer

På en helt speciel dag, nemlig lørdag 9. april 2022 åbner Aalborg Historiske Museum sæsonen for byvandring. Det gør de med en guidet tur rundt i Aalborg og fortæller om besættelsen. 9. april er nemlig årsdagen for besættelsen i 1940. Den krig var særdeles bemærkelsesværdig for Nordjylland og heriblandt Aalborg, da der var en massiv mængde modstandsfolk fra byen, hvor også de tyske tropper var særligt synlige.

Følg i fodsporene på soldater og modstandsfolk

Kom med rundt i Aalborgs gader og hør, hvordan krigen udspillede sig for mange år siden. Museets guide fortæller og viser undervejs, så du kommer helt tæt på at føle, du er i fodsporene på både soldater og modstandsfolk. Du har måske allerede hørt om den kendte Churchill-klub. Denne modstandsgruppe er en af de mest kendte fra Aalborg. De modige, unge mænd vil du høre meget mere om under den guidede tur.

Sæsonen skydes i gang 9. april 2022 med en byvandring. Senere på foråret følger flere byvandringer, ligesom der også vil være en særlig klosterbyvandring, som blandt andet vil tage dig til det smukke Helligåndskloster midt i Aalborg. Alle vandringer vil være flankeret af en erfaren og informativ guide.

 

Aalborg Kommune: Plusbus etaper genoptaget efter konkurs

𝗡𝘂 𝘀𝘁𝗮𝗿𝘁𝗲𝗿 𝗣𝗹𝘂𝘀𝗯𝘂𝘀-𝗲𝘁𝗮𝗽𝗲𝗿 𝗼𝗽 𝗶𝗴𝗲𝗻 𝗲𝗳𝘁𝗲𝗿 𝗕𝗮𝗿𝘀𝗹𝘂𝗻𝗱-𝗸𝗼𝗻𝗸𝘂𝗿𝘀

Siden november 2021 har anlægsarbejdet på to Plusbus-etaper ligget stille hen, fordi entreprenøren Barslund gik konkurs. Men nu er der godt nyt i sagen.

Der er nemlig indgået en aftale mellem kurator for konkursboet og Aalborg Kommune, og det betyder, at vi nu kan komme videre med etaperne på Kastetvej og Sohngårdsholmsvej.
På Kastetvej starter vi op igen allerede i dag, og på Sohngårdsholmsvej går vi i gang igen medio marts med indledende arbejder, som eksempelvis etablering af skurby, oprydning med mere. Fra mandag 4. april vil anlægsarbejdet fuldt ud være påbegyndt.

MHV 816 PATRIOTEN – kom med ombord

Tirsdag lægger MHV 816 PATRIOTEN til kaj i Aalborg

Har du altid ønsket at komme med ombord på et af Marinehjemmeværnets fartøjer? Så er tirsdag din heldige dag. Her lægger MHV 816 PATRIOTEN til kaj i Aalborg.
Fartøjet er en del af det frivillige maritime beredskab i Danmark og bruges derfor blandt andet til at stå til rådighed, hvis personer savnes til havs eller hvis skibe går på grund.

Marinehjemmeværnets 70 års jubilæum

I anledning af Marinehjemmeværnets flotte jubilæum lægger MHV 816 til kaj i Aalborg og giver alle interesserede mulighed for at komme ombord. Det hele sker tirsdag den 15. marts fra kl. 16-19 på Honnørkajen i Aalborg. Så står du og er nysgerrig på, hvordan sådan et fartøj ser ud indvendig, er her den oplagte chance. Du vil også kunne se, hvor de forskellige arbejder henne, hvordan de ombordværende sover og meget mere. Derudover får du mulighed for at høre lidt om, hvad Marinehjemmeværnet egentlig er, står for og laver til daglig.

 

Aalborg Sneakermarket vender tilbage

Aalborg Sneakermarket vender tilbage

Er du på udkig efter fede sneakers?

Aalborg Sneakermarket er tilbage i 2022. Efter coronaaflysning sidst kan du nu igen se frem til 35 stande i hallen hos Aalborg Streetfood, når det populære marked vender tilbage i 2022. Det sker til april, hvor købelystne folk endelig kan få stillet deres interesse for nye og lækre sneakers.

Aalborg Sneakermarket er særligt populært hos konfirmander

Der er ikke længe til konfirmationerne rundt omkring, og igen i år er sneakermarkedet særdeles populært på forhånd hos de kommende konfirmander. Der har allerede været stor interesse via de sociale medier hos netop den målgruppe. Stifteren af markedet, Ida Rekha, glæder sig derfor også meget til igen at kunne slå dørene op i år.

Stor interesse for udvidelse til andre byer

Der er allerede 4 datoer på plads i Aalborg i år. Ida Rekha arbejder derudover på at få bragt sit sneakermarked til andre byer. Det er der allerede stor interesse for, da vi i dag kan bruge sneakers i stort set alle anledninger. Årets første Aalborg Sneakermarket finder sted hos Aalborg Streetfood den 2. april. De andre allerede planlagte datoer er 11. juni, 3. september og 3. december.

Der er gratis entré fra kl. 13-16.

 

Pirates øger til 2-0

Ishockeyspillere

Slutspilshockey er i bund og grund ganske simpelt. Det handler om at kunne tælle til fire og med en stensikker 5-1 sejr i Ørneborgen søndag aften, har Piraterne sat en sikker kurs mod en fordelagtig position inden kamp 3. Nu kræver det nemlig, at grundspillets nummer 8 skal stjæle to sejre på udebane og samtidig vinde hjemme. Det har selv de største Herlev-optimister vist mere end vanskelig ved at forestille sig ske.

Søndag aften var det kamp nummer 2 i bedst af 7-serien mellem top og bund i Metal Ligaen. Første kamp i Aalborg endte med en overbevisende 4-1 sejr og i aften endnu mere sikkert 5-1. Der var simpelthen klasseforskel.

Skadet spillere har været et tema hos Piraterne. I aften manglede Victor Panelin-Borg og Charlie Curti i defensiven. Til gengæld var der fyldt op med ammunition i en næsten fuld angrebsbølge.

Første opgør var en kamp der blev afgjort i udvisningsboksen og powerplay, hvor Piraterne havde problemer med at score i fem mod fem-spillet. Søndag var det modsat, da kun en enkelt kasse blev scoret i overtal. Det var til gengæld Aalborg her der og alle vegne og selv en defensiv og kompakt tilgang til opgøret fra hjemmeholdets side kunne ikke ændre på, at der var klasseforskel mellem top og bund.

Herlev holdt så nogenlunde stand i 1. periode, hvor det blot blev til en enkelt scoring. Det var til gengæld fra uventet side, da det var Nikolai Nielsen, der kunne notere sin første playoff-scoring.

Johan Skinnars fortsætter de gode takter og øgede til 2-0 i 2. periode. En anden Pirat der går foran. Slider og slæber og scorer mål er kaptajn Jakobsen. Han fik skrabet en puck i nettet til 3-0. Og så var den kamp afgjort.

Fortæller 3-0 føringen ikke hele historien om kamp 2, så gør skudstatistikken. 35 skud mod mål havde gæsterne fyret af, da man tog hul på 3 og sidste periode. Her blev det til to kasser yderligere at rejse hjem på. Og det må vække glæde i Pirat-lejeren, at det var de to seneste ankommende Dyland Steman og Emilio Romig der stod for dem. Hvem end Pirates (ja, vi går planken ud) skal møde i semifinalen, så må de allerede nu frygte den skrækindjagende offensiv Nordjyderne besidder.

I de to andre kvartfinaler der blev spillet søndag, udlignende hjemmeholdene. Esbjerg slog White Hawks og Odense SønderjyskE. Det betyder, at der i de to serier nu står 1-1. Rungsted – Herning spiller kamp 2 mandag. Her fører Herning 1-0.

Næste gang Aalborg Pirates byder Herlev Eagles op til bøllebank, er på onsdag klokken 19.00

 

 

 

 

Børn samler affald i Aalborg Kommune i uge 13

Børn samler affald i Aalborg Kommune i uge 13

I uge 13 er det den årlige affaldsindsamling for Danmarks Naturfredningsforening

I den forbindelse er der massiv opbakning fra landets skoler og daginstitutioner. Børnene skal således med ud og samle affald i ugens løb. Ikke mindre end 7.745 børn i Aalborg Kommune.

Snart lyder startskuddet til den årlige forårsrengøring af den danske natur. I hele landet trækker danskere udendørs for at luge ud i de store mængder affald, der ligger og flyder rundtomkring – og traditionen tro går børnene forrest.

I løbet af skoleugen 28. marts til 1. april skal 7.745 børn fra skoler og dagtilbud i Aalborg Kommune ud at samle affald.
Det er skoleledere, lærere, pædagoger og dagplejere, der har meldt deres elever og børn til årets udgave af Affaldsindsamlingen. På landsplan deltager flere end 164.000 børn – det højeste antal nogensinde.

I Danmarks Naturfredningsforening glæder man sig over de mange tilmeldinger.

“Det er intet mindre end fantastisk, at skolerne og dagtilbuddene bakker så massivt op, og at så mange børn skal deltage på Affaldsindsamlingen i år. Ikke alene gør det en konkret og synlig forskel, når så mange giver en hånd med – det er også en håndgribelig måde at lære børnene, hvor vigtigt det er at passe ordentligt på naturen og miljøet. Og det er helt afgørende, hvis vi skal løse problemet med henkastet affald på den lange bane”, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Se, hvor mange der er tilmeldt i de øvrige kommuner

Skal tælle engangsemballage

Når børnene skal på jagt efter henkastet affald, er sigtekornet stillet særligt skarpt på kaffekopper, slikpapir og andre former for engangsemballage.

Hvert år laver Danmarks Naturfredningsforening en opgørelse over, hvor mange kilo affald der er blevet samlet i forbindelse med Affaldsindsamlingen, men som noget nyt bliver børnene også bedt om at tælle, hvor mange stykker engangsemballage de finder.

I år sætter Danmarks Naturfredningsforening nemlig fokus på de mange typer af engangsemballager, der alt for ofte bliver smidt på gaden og i naturen. Ikke alene skal det afdække problemets omfang – optællingen tjener også et pædagogisk formål.

“Det ser måske ikke ud af så meget, når der ligger en sammenkrøllet chipspose i vejkanten eller en fladtrådt cigaretpakke ved busstoppestedet. Men det gør virkelig indtryk på børnene, når affaldssækkene er bugnende fulde og man bliver opmærksom på, hvor meget der egentlig ligger og flyder. Og når der ovenikøbet er tale om emballager, der er lavet til kun blive brugt én gang, bliver det endnu lettere for børnene at forholde sig til, at vores affald også er et kæmpe spild af ressourcer. Og det er en vigtig pointe i forhold til klimaet”, siger Maria Reumert Gjerding.

Som led i Affaldsindsamlingen får skolerne og dagtilbuddene adgang til helt nye digitale undervisningsmaterialer, der bl.a. skal gøre børnene klogere på affald, affaldsforebyggelse og ikke mindst sammenhængen mellem affald og klima.

Hylder affaldsheltene

Når skoleeleverne har været i marken, er der ikke kun spænding om, hvor mange kilo affald og hvor meget engangsemballage de har fundet.
Merrild, der er officielt partner på Affaldsindsamlingen, ønsker at hylde skolerne og de ihærdige elever, som alle er sande affaldshelte. Derfor sætter de igen i år et gavekort på 25.000 kr. på højkant til et grønt skoleprojekt på en af de deltagende skoler.

Sidste år vandt Sankt Petri Skole i København, der bl.a. har valgt at bruge pengene på solceller.

Offentlige indsamlinger hele ugen

Børnene er ikke de eneste, der skal samle affald i uge 13. På Affaldsindsamlingen deltager også foreninger, idrætsklubber, virksomheder og ikke mindst private borgere.

Lørdag d. 2. april og søndag d. 3. april kulminerer affaldsugen med hundredvis af offentlige affaldsindsamlinger i hele landet. På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde en oversigt over indsamlingerne. Her kan man også oprette sit helt eget arrangement.

Danmarks Naturfredningsforening forventer, at op mod 35.000 vil samle ind i løbet af weekenden.

Om Affaldsindsamlingen

  • Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.
  • Årets affaldsindsamling løber af stablen i uge 13 og varer hele ugen. I hverdagene deltager flere end 164.000 børn fra skoler og dagtilbud, mens det i hele ugen er muligt at deltage i offentlige affaldsindsamlinger arrangeret af foreninger, virksomheder, privatpersoner m.fl. Affaldsindsamlingen kulminerer i weekenden med hundredvis af offentlige indsamlinger i hele landet.
  • Efter indsamlingen registrerer indsamlerne deres affald hos Danmarks Naturfredningsforening, der herefter laver en opgørelse over, hvor meget der er blevet fundet.
  • I år sætter indsamlingen fokus på engangsemballage. Derfor bliver indsamlerne bl.a. bedt om at angive, hvor mange stykker engangsemballage de finder.
  • Sidste år deltog op mod 185.000 børn og voksne i Affaldsindsamlingen. På en enkelt uge samlede de mere end 167 ton affald – heriblandt 120.000 stykker takeaway-emballage, 52.000 engangsmundbind og 87.000 dåser.
  • På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde offentlige indsamlinger i hele landet.
  • Affaldsindsamlingen er støttet af bl.a. Merrild, Maxi Zoo, Rudolph Care, Mads Nørgaard, IKEA og Sol & Strand.

 

GF Aalborg guider dig udenom slinger på elløbehjul

GF Aalborg guider dig udenom slinger på elløbehjul

Både antal af elløbehjul og antal af skader stiger

I takt med at det bliver mere og mere populært at benytte sig af elløbehjul, stiger antallet af skader også markant. GF Aalborg har derfor en lille hjælp til, hvordan du undgår det værste forsikringsmæssige bøvl og samtidig bliver en sikker trafikant.

Antallet af uheld på elløbehjul er fordoblet fra 47 til 113, når man sammenligner andet halvår af 2020 med samme periode sidste år – det viser nye tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på OUH. Der er stadig mange i Nordjylland, der ikke ved præcist, hvad færdselsloven siger om elløbehjulet i trafikken, og hvordan man er stillet, hvis man skulle være så uheldig at komme galt af sted på den eldrevne tohjuler – og det sætter GF Forsikring nu fokus på.

“Vi hører jævnligt fra vores klubkontorer rundt om i landet, at rigtig mange ikke ved, hvordan de er stillet forsikringsmæssigt på et elløbehjul. Min fornemmelse er også, at mange faktisk ikke kender færdselsreglerne for elløbehjulet”, siger Per Haulund, som er skade- og policedirektør hos det medlemsejede forsikringsselskab GF Forsikring.

Husk din forsikring

Et vigtigt råd fra GF Forsikring er, at man skal sørge for at have en privat ulykkesforsikring, når man lægger fra land på elløbehjulet, uanset om det er lejet eller ejet.

“Ulykkesforsikringen er ikke obligatorisk, og vi ved, at unge ofte nedprioriterer den type forsikring. Samtidig er det tit de unge, vi ser i bybilledet på elløbehjulene. Det kan altså betyde, at man kan stå tilbage med en økonomisk bet, hvis man selv skal betale for fx genoptræning efter et uheld”, siger skade- og policedirektør hos GF Forsikring, Per Haulund.

Han minder samtidig om, at elløbehjul skal have påmonteret reflekser samt forlys og baglys.

Forskel på eje og leje

En anden væsentlig detalje er, at man er dækket forskelligt på et lejet og et privatejet elløbehjul. Lejer du et løbehjul hos en privat virksomhed, så er virksomheden forpligtet til at have en lovpligtig ansvarsforsikring, så du er dækket, hvis du fx kører ind i nogen eller noget. Med dit eget elløbehjul skal du selv sørge for at have en privat ansvarsforsikring.

“Mange privatejede elløbehjul kan køre mere end de lovlige 20 km/t, og så kan de ikke forsikres. Uden en forsikring kan man let havne i en uheldig situation, hvis du skader andre eller deres ting og bliver gjort erstatningsansvarlig”, slutter Per Haulund.

Tre guldkorn om elløbehjulet:

  • Overhold færdselsreglerne
    Du skal bære en hjelm på et elløbehjul
    Du skal være fyldt 15 år for at måtte køre elløbehjul i trafikken eller være ledsaget af en myndig
    Du må højest køre 20 km/t. Kan dit løbehjul køre hurtigere, må du kun bruge det på lukket bane
    Der må kun være én person på elløbehjulet
    Du skal følge cykelreglerne
    Du må ikke køre i påvirket tilstand
    Du skal altid have lys på. Løbehjulet skal have reflekser, forlys og baglys
  • Husk altid ulykkesforsikringen
    Sørg for, at du har en privat ulykkesforsikring. Så er du dækket, hvis du kommer til skade på et lejet eller et privatejet elløbehjul. Ulykkesforsikringen hjælper dig fx, hvis du får varige mén eller får brug for genoptræning efter en skade.
  • Kend forsikringsforskellen på leje eller eje
    Lejet elløbehjul:
    Her dækker udlejer, hvis du kører ind i andre eller deres ting via en lovpligtig ansvarsforsikring.
    Privatejet elløbehjul:
    Her skal du selv have en privat ansvarsforsikring, så du ikke risikerer at blive gjort erstatningsansvarlig. Husk, at hvis dit elløbehjul kan køre mere end 20 km/t, så er det ikke lovligt i Danmark til brug på offentlig vej og kan ikke forsikres