Ny udstilling: Michael Kvium: Real Monsters

Michael Kvium, Judgement Day, 2011 PrivatejeMonstrene i os alle hudflettes og gøres endnu mere ”almindelige”, når KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg åbner en ny udstilling med nye værker af den danske kunstner Michael Kvium, som er kendt for sine ofte groteske billeder.
Michael Kvium har arbejdet intensivt op til åbningen af udstillingen med at færdiggøre de sidste værker. De nye værker fra de seneste fem år har fået et mere virkelighedsnært udtryk, end det vi normalt kender ham for.
En række velkendte motiver indgår i Kviums nyeste billeder, lige fra katolske klædedragter, røde pølser og truckerkasketter
Udstillingen, der kører fra d. 2. februar til d. 21. april, har netop temaet virkelige monstre: det at virkelighedens monstre findes i os selv. Intet er helligt for kunstneren, der tager livtag med både religion, politik og dagligliv. Han udleverer os alle med en sikker hånd, dog med et kærligt twist og et glimt i øjet.
Kviums monstre er på een gang ækle og smukke at se på. Kvium er en kunstner, der vil og kan fortælle historier, og han gør det med effektive virkemidler og med en virtuositet, der skuer tilbage til kunsthistoriens store spanske malere og barokkens symbolik. Udstillingen Real Monsters tager livtag med vores komplekse virkelighed og viser, at skønheden også kan findes i det, vi almindeligvis betragter som dens modsætning.
En helt ny film Det Skinbarlige Øje – en film om maleren Michael Kvium af Peter Klitgaard får premiere ved samme lejlighed.
Udstillingen er støttet af Spar Nord Fonden. Filmen er støttet af L.F.Foghts Fond og Statens Kunstråd.
Om Michael Kvium
Michael Kvium er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han bor og arbejder i Danmark og Spanien og er foruden maler også skulptør, tegner, grafiker, performancekunstner, filmskaber og scenograf. Vigtige udstillinger herhjemme har været: Deep Forest, Horsens Kunstmuseum (2003), Jaywalking Eyes, ARoS (2006), Silent Eye, Ordrupgaard (2007) og Freestyle Tale, Kastrupgaard (2011).
Michael Kvium har tidligere udstillet på KUNSTEN i 1995 med udstillingen Basic Rhythm, og museet har flere værker af kunstneren i samlingen. Michael Kvium er repræsenteret på flere andre museer i Norden bl.a. Statens Museum for Kunst, Horsens Kunstmuseum, ARoS Aarhus Kunstmuseum, Göteborg Konstmuseum, men også i Kina på Shenzhen Guan Shanyue Art Museum og Today Art Museum, Beijing.

Børnegrotten fernisering på “De sprængte rammer” i Huset

Temaet for årets udstilling med Børnegrotten fra Sct. Mariæ skole tager udgangspunkt i at give børnene mulighed for at skabe billeder med mange muligheder og der igennem at udfordre deres fantasi og kreativitet. Børnene har i bogstavelig forstand haft mulighed for at sætte sig ud over de faste rammer og dermed give malerierne ekstra dimensioner.
Der vil være koncert med Sct. Mariæ skolens bigband i Husets Café i forbindelse med ferniseringen, og forældre og søskende inviterede.
to. 10.- on. 30. januar 2013
DSC00551
 

En spændende udstilling


TRINE SØNDERGAARD / NICOLAI HOWALT 11. januar – 3. marts 2013
Trine Søndergaard og Nicolai Howalt er fotobaserede billedkunstnere. De har lavet flere fælles projekter. I Kunsthal Nord viser de tre forskellige serier i tre forskellige medier, som alle er centreret omkring menneske, natur og landskab. Den storstilede jagtserie How to Hunt består af farvefotografier, som på én gang viderefører og fornyer kunsthistoriens tradition for landskabs- og jagtscenerier. Det samme gælder fotogravurerne Dying Birds. Deres seneste værk Megafossil er udformet som silketryk med den urgamle Kongeegen i Jægerspris Nordskov som motiv.
Læs mere på www.kunsthalnord.dk
 

ArtLab – kunstlaboratorium for børn


Den kunstneriske proces er i højsædet, når voksne og børn i alle aldre arbejder med skulpturer ligesom Robert Jacobsen gjorde.
Søndag d. 9/12 fra kl. 11-15 er værkstedet er bemandet. Kom når I har lyst.
Tilbuddet er gratis, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig.
ArtLab er et kunstnerisk projekt på KUNSTEN, som er for alle familier, der besøger museet.
I ArtLab kan børn i alle aldre lege, undersøge og eksperimentere med forskellige materialer i samarbejde med deres voksne. Der vil være en professionel kunstner, Henrik Westergaard, som sætter processen i gang, men derefter er der ingen regler.
Det vigtige i Artlab er selve processen i at skabe noget og ikke så meget det endelige slutprodukt.

Thilo Frank og Eva Steen Christensen på Utzon Center


Et hvidt stakit, der slynger sig flere meter op i luften og slår knuder på sig selv. På gulvet er strøet 1000 is-asietter. Fotos, tegninger og studier til interaktive værker, som i virkeligheden er større end udstillingsrummet.
KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg præsenterer på Utzon Center de to kunstnere Thilo Frank og Eva Steen Christensen i en fælles udstilling. Værkerne på udstillingen veksler mellem direkte deltagelse og værker, vi ”kun” skal betragte.

Udstillingen åbner lørdag den 8. december kl. 13.
Der er mulighed for pressen at følge opbygningen af udstillingen i dagene op til åbningen. Kontakt venligst museumsinspektør Stinna Toft tlf. 31994104 for aftale.
Eva Steen Christensens poetiske og sanselige skulpturer og installationer balancerer et sted mellem streng minimalisme og surrealisme. Skulpturerne sammenvæver absurditet, leg og drøm i en nærmest David Lynch´sk verden. Velkendte ting forvandles til skulpturelle former, der leger med modsætninger. Det kan være det fyldte overfor det tømte, det velkendte overfor det ukendte og det indre overfor det ydre.
Thilo Franks værker er derimod mere direkte og legende. Han skaber især interaktive værker, hvor publikums deltagelse står i centrum. I 2011 kunne publikum således på KUNSTEN opleve installationen The Phoenix is Closer Than it Appears, hvor man gyngede i en uendelig spejlkube. På udstillingen på Utzon Center kan publikum opleve en fotografisk serie, hvor man ser værkets forvandling henover døgnets 24 timer. Som en kommentar til dette værk udstilles to gynger, Reflected Phoenix, hvor spejlene ikke omgiver gyngen, men som publikum inviteres til at gynge i. Desuden kan publikum opleve skitser til lysekronen Enlightened City, som i øjeblikket kan ses i Budolfi Kirke, samt se skitser til den store offentlige udsmykning Ekko i Hjallerup, som blev til i forbindelse med DRs projekt ”Vores Kunst”.
Om kunstnerne
Eva Steen Christensen (f. 1969) er billedhugger og er oprindeligt uddannet fra Bath og Chelsea School of Art i London. Hun har modtaget flere legater, heriblandt fra Statens Kunstfond, og hun har udstillet på flere museer i Danmark og udlandet, herunder på Vejen Kunstmuseum, Horsens Kunstmuseum samt Charlottenborg og Malmø Kunsthal.
Thilo Frank (1978) bor og arbejder i Berlin. Han har i en årrække arbejdet i Olafur Eliassons studio i Berlin. Desuden har han arbejdet som assistent ved Institut für Raumexperimente Udk i Berlin. Thilo Frank er uddannet fra State Academy of Art and Design Stuttgart, og har studeret på Det kongelige Danske kunstakademi i København. Han har udstillet flere gange i Tyskland og Danmark, herunder på ARKEN og på Copenhagen Art Festival.
Udstillingen er muliggjort ved hjælp af støtte fra KUNSTENs Erhvervsklub og Danske Bank.
 
www.kunsten.dk/app kan publikum hente KUNSTENs nye app, hvor de kan få information om udstillingen og høre introduktioner til værkerne.

Velkommen til The Mixed Zone

Fire kunstnere mødes og krydser billedsproglige klinger i Kunsthal Nord
 
”I forbindelse med udstillingen i Kunsthal Nord er det de billedsproglige modsætninger, vi har valgt at vægte højest, og som vi har arbejdet på at installere i udstillingsrummet til en samlet total oplevelse og visuel helhed” Søren Hüttel
 
Samtidig med at OL året 2012 går på hæld – slår Kunsthal Nord meget passende dørene op for årets sidste udstilling: THE MIXED ZONE. Et begreb som vi henover sommerens OL har lært at kende som det sted, hvor udøvende atleter bl.a. konfronteres med journalister før eller efter sportsbegivenhed, men som vi nu i selskab med kunstnere Rasmus Danø, Sören Hüttel, Rasmus Lütken og Jes Wind Andersen kommer til at opleve, og lære at kende som et sted, hvor der krydses billedsproglige klinger.
 
På udstillingen i Kunsthal Nord vil man bl.a. kunne opleve en bred vifte af forskellige udtryksformer, og hvordan de 4 kunstnere har mixed deres individuelle værker: tegninger, skulpturer, objekter, træsnit og malerier til en samlet oplevelse. Derudover byder udstillingen også på en fælles animationsfilm ”The Soup”. En film der skal ses som en suppe, hvor alle ingredienserne er blandet – og visualiserer den samlede proces med at definere udstillingen til en samlet total oplevelse og visuel helhed.
 
Udstillingen kan opleves frem til den 20. december
 

Nyt samarbejde mellem danske museer og DR

 
Hvordan kan museerne ride med på den digitale bølge, når der konstant opstår nye muligheder og der samtidig knapt nok er ressourcer til at opdatere museernes egne hjemmesider? Ti museer i Nordjylland og DRs Kulturarvsprojekt har startet det hidtil største open source-projekt for museer i Danmark, hvor de deles om den tekniske udvikling og derfor får bedre mulighed for at skabe nyt og spændende indhold, der når ud til et bredt publikum.
DRs tekniske Innovationsafdelingen har udviklet løsningerne i samarbejde med design- og softwarevirksomheden Redia og de første synlige resultater bliver en række apps til smartphones.
 
Museerne skal møde publikum der, hvor de er. Uanset om det på det fysiske museum, i det åbne landskab eller i cyberspace.
De seneste år har de danske museer skabt en lang række digitale projekter, som har givet mange erfaringer. Ofte har museerne dog ikke haft mulighed for at gøre den bagvedliggende kode tilgængelig, så andre museer kan anvende den og videreudvikle den.
 
De nordjyske museer og DRs Kulturarvsprojekt ønsker med samarbejdet at “vende bøtten”, så museerne kan fokusere på at skabe nyt og spændende indhold, der fortæller om den danske kulturarv – frem for at bruge ressourcer på udvikling af teknik.
 
Idéen er at samle alt indhold i CHAOS(Cultural Heritage Archive Open System), som er en fælles mediehåndteringssystem og database – og herefter trække det ud på smartphones, internettet, info-skærme og meget mere. I første omgang udvikles såkaldte apps til smartphones, som både kan fortælle om kulturarven på det fysiske museum, i det åbne landskab og på tværs af museer.
En væsentlig dimension i projektet er, at P4 Nordjylland indgår i samarbejdet, hvor P4 tager udgangspunkt i de historier, der findes i appen (og dem der ikke blev plads til) til en række indslag om kulturarven i Nordjylland. Dermed nås mange, som ikke nødvendigvis er de flittigste gæster på museer.
Fire museer i foreningen KulturarvNord har ageret “pilotmuseer”, som har udviklet de grundlæggende tekniske moduler. Nemlig KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, Skagens Museum, Nordjyllands Kystmuseum og Vendsyssel Historiske Museum og Arkiv. De fire museer formidler kulturarven i vidt forskellige fysiske rum. Nogle primært indenfor museets fire vægge. Andre har tråde ud i byens rum. Og atter andre formidler kulturarven i landskabet og kulturarv, der måske ikke længere findes.
 
I løbet af det næste halve år udvikles applikationer til de øvrige seks museer, der er medlemmer af KulturarvNord, nemlig Vesthimmerlands Museum, Vendsyssel Kunstmuseum, Try Museum, Museet for Thy og Vester Hanherred, Læsø Museum og Limfjordsmuseet.
Projektet er støttet af Kulturstyrelsen, Den Regionale Kulturaftale Nordjylland og Region Nordjylland.
 
Om KulturarvNord
KulturarvNords formål er at styrke museernes kompetencer og tekniske netværk til udvikling og formidling af kulturoplevelser. Dette har indtil nu resulteret i en række tematiske museumsnetværk i regionen, samt en pakke af kulturoplevelsesprojekter, der har fået støtte fra Nordjyllands Regionale Vækstforum og Erhvervs- og Byggestyrelsen.
10 af regionens 12 statsanerkendte museer er medlemmer af KulturarvNord, og foreningen samarbejder desuden med en lang række partnere fra erhvervslivet, regionen, kommunerne og læringsinstitutioner.
 

KUNSTEN: Carla Thonsgaard – 90 år

Du kan stadig nå at opleve Carla Thonsgaards farverige og detaljerede billeder, inden udstillingen lukker på søndag. Den naivistiske maler udstiller ca. 25 værker, hvoraf de fleste er produceret inden for de seneste 5 år. Hendes værker er alle karakteriseret af klare farver og fortælleglæde.

Fernisering: High On Low Brow – på Galerie Wolfsen

Der er sket meget på Galerie Wolfsen de sidste par uger, og fra på lørdag kan du nyde resultatet, der er nemlig fernisering på den nye udstilling, High On Low Brow.
Desuden ånder vi også ud efter den sidste veloverståede fernisering, hvor galleriet stolt kunne fejre sit 20-års jubilæum. Og så er vi utroligt glade for at meddele, at USA har taget rigtigt godt imod en af galleriets populære kunstnere, Ole Ahlberg, udtaler Kent Wolfsen.
 
Fernisering: High On Low Brow.
Surrealismen møder undergrundens folkelige kunst, og du er hermed inviteret til en fernisering, som du sent vil glemme. Forbered dig på en udstilling fyldt med syrede og kitchede tendenser: Elleve talentfulde kunstnere er samlet fra hele verden og repræsenterer hver især den kontroversielle Low brow-kunst, der havde sit udspring i de vilde 70’ere i Los Angeles, Californien og siden har vokset sig stor uden for mainstreamen.
 
Det hele skydes i gang den 3. november 2012, kl. 11.00.
Galleriets kurator, Rasmus Ejaas Fischer, vil give et indslag om Low brow-genren samme dag kl. 12.00, så kom og hør nærmere om kunst på kanten af det acceptable.
 
Vi byder på et glas vin, en øl og chips.
Solo-udstilling: Anja Altenburg Laursen
Udstillingen tilbyder først et blik på en af de dygtigste danske Low brow-kunstnere Anja Altenburg Laursen. Anja interesserer sig særligt for mennesket og vores forskellige snørklede sider. Hun prøver at skubbe til den menneskelige tankegang og få betragteren til at fordybe sig i billedernes mysterier.