Slå dig løs på de skrå brædder: Det Hem’lige Teater holder audition til Footloose

Det Hem’lige Teater i Aalborg holder audition til opsætningen af Footloose, og mangler talenter, ung som gamle. Måske er din tid kommet til at sparke søndagsskoene af, og træde frem i rampelyset?

Kan du synge, danse eller spille teater?
Du behøver ikke kunne det hele, bare du har lidt sceneerfaring. Det vigtigste er, at du har tid og lyst til at være med – og er mindst 17 år. Faktisk er der også brug for medvirkende i alderen +40 år!

Hvor og hvornår?:
Auditionen afholdes søndag d. 20. februar fra kl. 16:00.
Det foregår på Det Hem’lige Teater, Kjellerupsgade 20, 9000 Aalborg.

Skulle du være blandt de heldige, så er der prøvestart mandag 28. februar. Alle prøver foregår også på Det Hem’lige Teater.

Forestillingen spilles fra d. 10. til d. 20. august i Kildeparken.
Prøve- og spilleplan finder du også på hemli.dk/footloose

Hvordan tilmelder jeg mig?:
Sidste frist for tilmelding er allerede mandag d. 14. februar.

Skriv til pia@hemli.dk – her skal du oplyse navn, mobilnummer, mail og alder, og meget gerne et par linjer om tidligere teatererfaring. Derefter får du en bekræftelse på deltagelse og et tidspunkt, som du skal møde op på.

Hvad skal der ske til auditionen?:
Inden audition skal du vælge en af sangene, og en af teksterne, som du finder på denne side: hemli.dk/footloose

Til auditionen kommer du ind alene og skal fremføre den tekst, du har valgt og evt. improvisere sammen med instruktør Ronny Sterlø. Sammen med vocalcoach Liv Lund skal du synge den sang, du har valgt – der er mulighed for akkompagnement af klaver.

Du må også gerne medbringe en sang mere efter eget valg – hvis du vil have akkompagnement på, så husk at medbringe noder.

Herudover skal du sammen med 6-8 andre deltagere danse sammen med koreograf Gitte Foldager, så husk tøj, som du kan bevæge dig i.

Sommerpiger på Det Hem’lige Teater

Kan man forestille sig noget bedre end en by fyldt med sommerpiger?
Sommerpiger i alle afskygninger; cafepiger, strandpiger, rulleskøjtepiger, nymfomaner osv osv…
Det ville være godt for turismen. Folk ville strømme til og lægge masser af valuta i de slukne kasser til gavn for hele samfundet. Og så gør det jo heller ikke noget, at der er nogle dejlige ben, smukke barme, sensuelle læber og kønne øjne at se på, vel?
Således også på dette turistkontor, hvor Sommerpiger foregår. Her udklækkes bogstaveligt alle de forskellige typer af sommerpiger. Men går det nu også, som man håber? Og er den perfekte sommerpige det, man drømmer om? Og hvad drømmer en sommerpige egentlig om?
Sommerpiger er oprindelig skrevet som radiospil af Erling Jepsen men flyttes nu ind på scenen. Forestillingen er instrueret af Lars Ditlev.
14. – 18. januar | Kl 19.30 | Billetpris: 50,-

Underholdning for brystkræft


Det Hem’lige Teaterfår besøg af Musicaliber Aalborg, som vil underholde os med musical numre og de vil ligeledes synge julen ind med et par julesange. Musicaliber har i år haft musicalen “Blood Brothers” på tapetet og næste år opsætter de “Guys & Dolls.”
Leas Showdance Crew v./ Lea Helene Bonne, bringer pulsen til sit højeste, når hun fører sine energiske dansere an til et show, sprængfyldt af energi og livsglæde! Man kan ikke undgå at lade sig gribe af stemningen.
Der er noget særligt ved Gospel sang i december. Gospelkoret Groovy Gospel havde sin opstart i august 2009 og tæller omkring 30-40 medlemmer i alderen 15-70 år.
Groovy Gospel har allerede fra start haft et aktivt koncertliv med både engagement i tilbagevendende gospelgudstjenester, koncerter i folkekirken og ved byfest samt medvirken på julekoncert i Symfonien til fordel for Frelsens Hærs julehjælp, som nu også er en tilbagevendende begivenhed. Men denne dag, vil de komme og lade stemmerne runge på Det Hem’lige Teater.
Aalborg Studenterrevy opsætter i uge 42/ 43 “Kendsgerninger i Børnehøjde” på Studenterhuset på Gammeltorv. Men d. 8. december kan du møde dem her, hvor de vil komme og fremvise nogle af deres humoristiske sketchs.
House of Dance, leverer et flot mix af dans. House of Dance er på 6. år Aalborgs største danseskole og den danseskole med byens mest alsidige danseprogram. House of Dance er danseglæde, sammenhold, motion og talentudvikling til de af deres elever som ønsker mere med dansen end blot motion. Glæd jer til en flot opvisning af deres elite hip hop, disco og latin dansere.
Anders Fogh, Martin Haugaard & Mikkel Lindberg.
Anders, Martin og Mikkel er 3 unge stand-up komikere fra Aalborg. 3 forskellige drenge, med hver sin humor og hvert sit sceneudtryk. Det eneste de har til fælles er, at de glæder sig til at optræde i den gode sags tjeneste.
Med konferencier Jonas Østergaard Pedersen som var at finde i dette års Musicaliber opsætning af Blood Brothers på Det Hem’lig Teater. Næste forår kan han igen ses på Det Hem’lige Teater i én af hovedrollerne i Musicalibers næste opsætning, Guys & Dolls.
Arrangementet finder sted den 08.12 kl. 20.00

Gæstespil: Dyrene i Hakkebakkeskoven

 

6. & 7. september kl. 17 – UDSOLGT – 8. & 9. september kl .13.00 & 16.00 -på Det Hem’lige Teater
Billetter købes på: http://www.billetten.dk/event/34076
 
Tag hele familien med i teatret – og se – eller gense – Teater V’s prisbelønnede nyopsætning af Thorbjørn Egners klassiker – og syng med på alle de kendte sange, som: “Når en peberkage-bager…” , “Den som spiser gulerødder…”, og “Hip Hurra for Bamsefar…” – og mange flere …
 
Oplev den rørende og morsomme fortælling om den frække Klatremus, hans bedste ven Morten Skovmus, den farlige Mikkel Ræv, den rare Bamsefar, og alle de andre folkekære karakterer, i en ny forrygende opsætning med nogle af landets bedste yngre skuespillere….