Rehabilitering er håb – og din ret til et stærkere liv

Forestil dig, at du bliver ramt af en blodprop. Eller falder og brækker hoften. Eller får en kræftdiagnose, som vælter hele din verden.
Du gennemgår et behandlingsforløb, og heldigvis går det godt. Men hvad så bagefter?
Hvordan kommer du tilbage til livet – til hverdagen, til arbejdet, til at være noget for dig selv og for andre?
Det er her rehabilitering gør hele forskellen.
Rehabilitering er meget mere end genoptræning
Vi skal væk fra den snævre forståelse af rehabilitering som ”træning på stuegulvet” i nogle uger efter sygdom. Rehabilitering er langt mere end det.
Det handler om at få livet tilbage – mentalt, fysisk og socialt.
Det handler om at genvinde håb og handlekraft, selv når kroppen eller sindet har lidt et knæk. Det handler om, at du – eller dine pårørende – ikke bliver efterladt alene med konsekvenserne, når behandlingen er slut.
Rehabilitering er din ret – men det kræver vilje og sammenhæng
Jeg har arbejdet med mennesker hele mit liv – både som leder, embedsmand og træner. Jeg har stået med dem, der faldt. Og dem, der rejste sig. Jeg ved, hvor vigtigt det er med støtte, opfølgning og mål, der giver mening for dig.
Men jeg har også set, hvor svær adgangen til rehabilitering kan være.
Derfor vil jeg kæmpe for:
- Rehabiliteringstilbud tættere på dig – så du ikke skal bruge energi på transport, når du har allermest brug for ro og genopbygning.
- Bedre koordinering mellem kommune og region – så der ikke går uger, hvor du bliver tabt mellem to systemer.
- Fokus på mental sundhed – for mange mennesker får ikke hjælp til at bearbejde de følelsesmæssige efterreaktioner, der følger med alvorlig sygdom.
- Støtte til pårørende – som ofte står med det store ansvar uden selv at få hjælp.
Vi skal turde prioritere håbet
Rehabilitering er ikke en luksus. Det er en investering i menneskers liv og mulighed for at bidrage igen. Det er ikke bare menneskeligt rigtigt – det er også økonomisk klogt.
Forskningen viser, at god rehabilitering betyder:
✔ færre genindlæggelser
✔ færre udgifter til hjælpemidler og hjemmepleje
✔ højere livskvalitet og livsglæde
Men det kræver, at nogen går forrest og gør det til en politisk prioritet. Det vil jeg.
Du mærker ikke regionen hver dag – men du mærker den, når noget går galt
Regionen er lidt som ryggen – du tænker ikke over den, før den gør ondt.
Men sundhedspolitik handler netop om det, der holder os oppe og bærer os igennem. Når du stemmer, er det ikke bare til regionsrådet – det er til dit liv, din frihed og din mulighed for at komme stærkere tilbage.
Kun 2 ud af 3 stemte ved sidste regionsvalg. Det betyder, at tusindvis af stemmer – og skæbner – aldrig kom i spil.
Din sundhed og din livskvalitet er for vigtig til at blive glemt.
Stem personligt – og vær med til at sikre, at håbet og hjælpen ikke stopper, når behandlingen er slut.
Du har valget – jeg har viljen.






Accepter kun nødvendige cookies