Fremtiden tegner lys for ishockeyen i Aalborg

Fremtiden tegner lys for ishockeyen i Aalborg

 

En kreds af erhvervsfolk blev tidligere på ugen enige med AaB om overtagelse af ishockeyaktiviteten pr. 1/6–2012. Det nye selskab ”Aalborg Ishockey A/S” har fået en fremragende start, bl.a. med en ny hovedsponsor.

 

Overdragelse

En bred gruppe af erhvervsfolk anført af hovedaktionær, Magnus Kjøller, CM Network A/S, har sikret, at det nystiftede Aalborg Ishockey A/S kan videreføre driften fra AaB Ishockey i den nye sæson.

 

Forhandlingerne med alle parter har været positive, udtaler investor og bestyrelsesformand Morten Fals: ”Vi vil gerne sige AaB tak for en god, positiv og fair forhandling og ikke mindst viljen til, at det nye selskab kan komme godt fra start. De sidste uger har været hektiske, og mange bolde har været i luften, men alle er landet på rette hylde. Med stor velvilje fra bl.a. AaB, Aalborg Kommune og ikke mindst Foreningen AaB Ishockey er vi nået i mål, og nu kan vi for alvor begynde at koncentrere os om fremtiden”.

 

Bestyrelsen i Aalborg Ishockey A/S

Bestyrelsen i Aalborg Ishockey A/S kommer til at bestå af:

 

• Morten Fals, bestyrelsesformand (Adm. Direktør, Thomsen & Fals A/S)

• Kurt Weiss (Koncerndirektør Presse / HR, Logstor)

• Magnus Kjøller (Founder & CEO, CM Network A/S)

• Carsten Greiffenberg (Koncernchef, Mariendal Electric)

• Preben Jensen (Formand, Foreningen AaB ishockey)

• Kristian Møller (Adm. Direktør, Fent ApS)

• Lars Kühnel (Advokat, Kühnel & Kringelbach)

 

Fremtid

Aalborg Ishockey A/S vil have stor fokus på at få balance i driften. Det er en udfordrende målsætning, men det er en nødvendighed for fremtiden. Specielt de første år bliver en udfordring, da der er mange ting, der skal falde på plads, men med fælles hjælp og opbakning vil det lykkes. Det nye selskab appellerer derfor til alle med interesse i den fremtidige ishockey i Aalborg om at give en hånd med. Vi har alle et stort fælles ønske, og det er at vise, at ishockey har sin berettigelse i Aalborg.

 

Den fremtidige driftsorganisation

Den fremtidige organisation kommer som udgangspunkt til at bestå af direktør Frederik Åkeson, som sammen med salgs- og administrationsmedarbejder Bettina Mørk kommer til at varetage den daglige drift. Aalborg Ishockey A/S får hjemmesiden www.aalborgishockey.dk og mailadressen bliver info@aalborgishockey.dk.

 

Hovedsponsor

Aalborg Ishockey A/S kan allerede præsentere CM Network A/S som ny hovedsponsor. Endvidere er der indgået sponsorkontrakter med flere virksomheder i ejerkredsen. Det betyder, at Aalborg Ishockey A/S allerede har opnået over en million kroner på sponsorsiden, og selskabet er yderst tilfreds med denne start. Bestyrelsesformand Morten Fals kunne ikke ønske en bedre start: ”Vi er allerede godt på vej, og vi er klar til at indgå sponsorater på alle niveauer, store som små. Alle er velkomne hos os, vi har brug for mest mulig opbakning. Vi forventer at kunne præsentere flere sponsorere, både hovedsponsorer og andre i nærmeste fremtid”, slutter Morten Fals.

 

VIP300.dk

VIP300.dk er netop blevet lanceret som den nye Erhvervsklub, der har til formål at bakke op omkring ishockeyen i Aalborg. Udover at klubben skal samle kræfterne omkring ishockeyen, har VIP300.dk til formål at samle det nordjyske erhvervsliv som en stærk enhed, der kan etablere netværksgrupper, og på den måde øge væksten i medlemsvirksomhederne gennem B2B og samtidig bakke op omkring ishockeyen i Aalborg.

 

Supporters

Gigantium giver de bedste rammer for ishockey i Danmark, og det skal udnyttes. Der vil blive lagt mange kræfter i at få den gode ånd og stemning tilbage i hallen. De fantastiske rammer skal udnyttes, og vi skal have stemningen fra ”Samsøgade” tilbage. Aalborg Ishockey A/S har til hensigt at skabe en god dialog med supporterne, for på den måde får vi ”liv og glade dage” tilbage i hallen.

 

Supporterne er en meget vigtig brik i at få stemningen tilbage i hallen og i at skabe den bedste hjemmebane i hele Danmark. Derfor arbejdes der på en tæt dialog, attraktive sæsonkort og mange andre gode tiltag som har til hensigt at skabe de bedste rammer for underholdningen ved hjemmekampe i Gigantium.

 

Guld til Aalborg

Aalborg Ishockey A/S går stålsat efter endelig at få mesterskabet ”hjem” til Aalborg. De nye ejere har en klar målsætning om, at ishockeyen i Aalborg skal opbygges til at være en konstant magtfaktor i dansk ishockey. Det bliver en lang udviklingsproces, hvor økonomien sætter grænserne for, hvad der kan lade sig gøre. Talentudvikling er ligeledes en vigtig faktor i processen. ”Gennem et tæt samarbejde mellem eliten og foreningen skal de unge talenter udvikles, og på sigt skal der arbejdes på, at grundstammen på eliteholdet består af egne spillere. Det er en lang proces, som kræver tålmodighed, og den har det nye Aalborg Ishockey A/S”, udtaler bestyrelsesformand Morten Fals og fortsætter: ”Vi skal gøre ishockeyen i Aalborg til en attraktiv sport, hvor konkurrence er sundt”.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *