EN SOM mig

Ensomhed

Undersøgelser viser, at mere end 210.000 danskere ofte eller altid føler sig ensomme, og hver femte dansker savner nære, sociale relationer.

Ensomhed er noget, de færreste taler åbent om. Ensomhed er en følelse, og man kan derfor ikke se på andre, om de er ensomme. Det er både mænd, kvinder, unge, gamle og voksne midt i livet, som oplever ensomhed.

Aalborg Bibliotekerne står i spidsen for et stort landsdækkende samarbejde, hvor 45 biblioteker og Danmarks Radio sammen sætter fokus på temaet ensomhed. Ensomhed er en af de største kilder til nedsat sundhed, da ensomme mennesker har større risiko for at udvikle Alzheimers, depression og hjerte-kar-sygdomme. Forskere udtaler, at ensomhed faktisk kan være lige så farligt som rygning og overvægt.

På bibliotekerne landet over vil der i de kommende uger derfor være aktiviteter, arrangementer og udstillinger, som handler om ensomhed. Lokalt har Aalborg Bibliotekerne bl.a. et kaffeslabberas i samarbejde med P4, sanger og skuespiller Pernille Højmark fortæller om hendes aktuelle bog ”Først nu forstår jeg intet”, brugergenerede aktiviteter på Hovedbiblioteket og mange andre ting på programmet.

Uge 17 og 18 vil være højaktuelle uger for temaet, hvor DR kører en række programserier om ensomhed. Også Folkebevægelsen mod ensomhed deltager i kampagnen med deres aktiviteter.

En god platform for aktuelle samfundsdebatter

Bibliotekerne er en demokratisk institution, og med det landsdækkende samarbejde får bibliotekerne en national volumen til at sætte fokus på et aktuelt tema, skabe debat og ikke mindst bryde tabuet omkring ensomhed.

Bibliotekerne har besøgende fra alle dele af samfundet og er samtidig et fast holdepunkt for mange. Og netop derfor er samarbejdet med bibliotekerne vigtigt:

”Når DR sætter fokus på et emne som ensomhed, er det fordi vi gerne vil bidrage til at bryde et tabu. Et tabu som berør flere hundrede tusinde danskere. Vi skal turde tage snakken – også om det der er svært. Og jo flere rum den samtale kan foregå i, jo bedre”, siger Pil Gundelach Brandstrup, Kanalchef for DR1.

Bibliotekschef Bodil Have ser også positivt på samarbejdet:

”Med dette temasamarbejde har vi lagt kimen for andre biblioteker, så vi alle kan løfte i flok og udnytte vores samfundsmæssige position i en værdiskabende retning.”

Temasamarbejdet er et udviklingsprojekt, som er støttet af Kulturstyrelsens udviklingspulje.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *