BITTERFISSENS SIDSTE INTERVIEW I APPETIZE

Blogfænomenet Bitterfissen Bethany har afsløret sig selv som den 39-årige Jeanett Veronica Hindberg, kontoruddannet enlig mor fra Farum.

I dagene op til afsløringen har Aalborgmagasinet Appetize ført en tæt korrespondance med Bitterfissen Bethany. Dette interview blev det sidste, hun gav under sit kontroversielle dække.

I interviewet fortæller bloggeren blandt andet:

– Den dag jeg afslører mig selv, har jeg ikke tænkt mig at undskylde et eneste komma. Jeg står ved alt, jeg har skrevet. Man bør dog huske, at Bethany er en figur, og derfor er Bethanys meninger ikke nødvendigvis mine.

Hendes væsentligste drivkraft har hverken været penge eller opmærksomhed:

– Det er mest af alt skrivelyst. Jeg elsker at skrive og som tiden er gået, er jeg kommet til at holde rigtig meget af Bethany. Jeg kan næsten ikke forestille mig at skulle lægge hende i graven.

Interviewet afslører også, at hun har truffet beslutningen om afsløringen inden for de allerseneste dage:

– Jeg ved stadig ikke, hvornår jeg afslører kvinden bag Bethany, men den dag det sker, bliver det ikke med stort ståhej fra min side.

Hun gør sig i interviewet også overvejelser, om hun kan fortsætte med at skrive som Bethany, den dag hun opgiver anonymiteten.

– Jeg ved faktisk ikke om de to ting nødvendigvis hænger sammen. Det er nok mest op til mine læsere. Hvis jeg kunne fortsætte med at skrive som Bethany på trods af en afsløring, så ville jeg sandsynligvis gøre det – indtil det ikke længere er sjovt.

Hele interviewet kan læses i næste nummer af Appetize, der udkommer i morgen fredag den 30.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *