Aalborgs nye sociale netværk

Danskernes fortrukne sociale netværk er Facebook, men det er for globalt mener en gruppe Aalborgenserer, som står bag platformen mit-kvarter.dk.MitKvarter_logo-01

Der er syv milliarder mennesker i verden. De er fordelt på over tre millioner større eller mindre byer, og i hver af de byer er der forskellige kvarterer, hvor naboerne end ikke kender hinanden. My Neighbourhood, som projektet hedder, forsøger at samle folk i de små kvarterer på én social platform og har vundet indpas i Milano, Lissabon, Birmingham – og Aalborg.

”Det kommer sig af at universitetet [Aalborg, Red.], og kommunens [Aalborg, Red.] handicap afdeling deltog i et EU-projekt der hed Life 2, som også handlede om teknologi med fokus på de ældre borgere. Via vores netværk med de partnere, som vi havde arbejdet sammen med der, blev vi så kontaktede af nogle som ville starte dette her ’My Neighbourhood’ op. Det er den vej igennem at vi blev inviteret med, og faktisk på et afbud. Finland skulle have været med, men sprang så fra,” fortæller Pilotkoordinator Maria Winther.

My Neighbourhood, eller Mit Kvarter som det hedder på dansk, er endnu kun et pilotprojekt som slutter i juni næste år, og findes, som det eneste sted i Danmark, i Aalborg. Den overordnede tanke med projektet er, at lave et medie som kan bruges til at knytte folk i et lokalområde sammen, både på foreningsbasis eller som naboer.

”Det er lidt sådan en idyllisk tanke om at vi skal tilbage til den tid hvor vi kendte hinanden og hjalp hinanden,” forklarer Maria Winther.

Og netop det hjælpende aspekt er vigtigt. Hver af de fire deltagende byer, har udviklet hver deres små servicekoncepter, som bliver testet af, og i Aalborg er det fysiske og psykiske handicappede, der har været i fokus.

En stor del af Mit Kvarter har derfor været at forbinde frivillige med borgere rundt omkring i Aalborg, der grundet deres handicap ikke kan komme ud af deres lejligheder, på egen hånd. Og skulle Mit Kvarter ikke bestå efter pilotperioden, så er de to projektmedarbejdere sikre på at fundamentet er lagt for det frivillige arbejde i Aalborg.

Men det ser umiddelbart heller ikke ud som om, at projektet bliver skrinlagt næste sommer. Lige nu er der flere af de tekniske partnere i projektet, som har en forretningsmæssig interesse i at køre det videre og stå for det, fortæller Maria Winther.

”Men der er stadigvæk behov for at der er nogle tovholdere lokalt, som kan sprede det ud og fortælle folk om det,” siger hun.

Derfor holder Mit Kvarter oplysningsmøde onsdag den 26. november i Foreningshuset, Torvet 5 i Nørresundby, hvor der vil være mulighed for at hører mere om projektet

”Vi håber at folk får øjnene op for at der er det her alternativ til Facebook, som kan nogle lidt andre ting. Det skal jo lige bide sig fast, og fange folks opmærksomhed,” fortæller Maria Winther.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *