Nyt hashlignende stof deler de politiske vande




Link kopieret

Region Nordjylland
112
Erhverv
Nyheder
Elsa Olofsson - Unsplash
Som det ser ud lige nu, er det lovligt at ryge det nye stof, også kaldet HHC, og bagefter tage en køretur. Det skyldes, at HHC ikke er del af lovbekendtgørelsen over euforiserende stoffer.
Ifølge Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten, er det ikke særligt befordrende for trafiksikkerheden, men han mener alligevel, at hele cannabismarkedet skal legaliseres.
- Jeg så hellere, at vi fik lavet en legalisering, så vi kunne kontrollere det. Vi kunne lave regler, vi kunne sikre, der kom rådgivning i forhold til misbrugsbehandling, hvis man oplever, det bliver et problem, fremfor vi overlader det til kriminelle at stå for salget, siger Peder Hvelplund til TV2 Nord.
Det undrer Tore Hardlei, analysekemiker ved Institut for Retsmedicin hos Aarhus Universitet, at man kan køre i bil, når man har HHC i blodet.
- Man kan argumentere for, at HHC bør være ulovligt at køre bil med, for det ligner jo hash så meget, og her er bagatelgrænsen meget lav. Vi kan godt spore HHC, men det er jo ikke ulovligt og dermed heller ingen sanktioner, hvis man kører bil med det i blodet. Det kan godt undre, siger Tore Hardlei til TV2 Nord.
Per Larsen, sundhedsordfører for Konservative, mener, at der skal være de samme regler for det nye stof som ved THC.
- Vi ved, det har nogle store konsekvenser. Vi kan jo prøve at snakke med det personale, der er i psykiatrien. De siger, at det vil de straks advare imod og vil fraråde, fordi det kan give hashpsykose, som kan give nogle konsekvenser, som er uoverskuelige for de mennesker, det går ud over, siger han til TV2 Nord.




Link kopieret