Marie Thraner fra Ombord taler ud om alkoholproblem

En sygeplejerske informerede hende om, at en al for høj alkoholpromille havde fået en fremmed til at kontakte en ambulance, og Maria var endt på hospitalet.

Hun ved ikke selv, hvordan hun bliver, når hun når bliver så fuld, at hun ikke kan huske noget. Men veninderne har fortalt, at de kan se i hendes øjne, når de har mistet hende. Hun bliver fjern i blikket og er ikke til at tale med.

”Det er en dæmon, der besætter mig, og det slår klik oppe i hovedet på mig,” siger hun.

I mange år fortsatte Marie Thrane sit byliv, selvom festerne gjorde hende mere og mere ked af det. Angsten satte ind hver gang hun kom hjem efter en fest med blackout. Hun huskede ikke, hvad hun havde gjort.

I den lette afdeling kunne hun have sendt beskeder til folk, hun fortrød, sagt noget pinligt, eller stødt veninderne med hendes egen opførsel.

I den tunge ende vågnede hun op med en fremmed fyr i en lejlighed, hun ikke kendte. Ligesom hun ikke huskede, om hun havde haft sex med vedkommende.

”Det er mega grænseoverskridende med noget så intimt og nært. Det har været så nedslidende for mig. Jeg er ikke en person, der gør noget så intimt uden at kende folk, når jeg er ædru, så jeg føler, jeg har overskredet mine egne grænser,” fortæller hun.

Byturene var ofte noget veninderne grinede af. Men med tiden kunne de se, at det ikke var sjovt for hende, så de skånede hende detaljerne.

I dag forstår hun godt, at folk undrer sig over, hvorfor hun ikke bare lod være med at drikke, når hun fik det så dårligt af det.

”Men jeg så det ikke som en mulighed, for hvad skulle man ellers lave i weekenden? Jeg troede så stærkt på, at det var den eneste rigtige måde at være ung på,” siger hun.

Det var først et blackout efter en påskefrokost, der endte med, at hun blev fundet på gaden alene, at det gik op for hende, at der var noget helt galt.

Hun gik derfor hjem og søgte på alkoholisme på nettet. Hun fandt en test, tog den, og den viste, at hun havde symptomer på alkoholisme. Hun opsøgte derfor et tilbud om samtaleterapi for unge med problemer med alkohol.

I de følgende 11 uger drak hun ingen alkohol.

”Man har den her stereotyp af alkoholikere i sit hoved, og jeg ville ikke selv kalde mig en alkoholiker, men det er jo virkelig tabubelagt som ung at erkende, at man har et problem med alkohol,” forklarer hun.

Efter de 11 uger forsøgte hun sig med enkelte byture og et par drinks her og der. Men hun ikke styre det. Så snart hun nærmede sig sit gamle liv i klubmiljøet, gled hun tilbage i gamle vaner.

Hun fik det hurtigt så skidt igen, at hun måtte sige farvel til den af sit liv.

”Jeg kommer aldrig til at være fuld igen, og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg skal være på en natklub igen,” fortæller hun.

Beslutningen har været svær for Marie, og hun forbinder valget med sorg som med stolthed.

I dag drikker Marie en gang imellem, når hun er ude at spise med vennerne, eller hvis der er fredagsbar på hendes arbejde. I weekenderne ser hun ikke natklubberne. Tiden bliver brugt på at læse til hendes uddannelse, træne og være sammen med venner og familie.

Hun håber, at hun kan være et eksempel på, at der er andre måder at leve et ungdomsliv på.

”Alkoholkulturen er helt syg, og man er ikke kedelig, hvis man bruger sin weekend anderledes.”