MinByAalborg.dk

EU: Danmark i boligkrise

27 maj, 2023 | 02:00
- Af Redaktion
Ifølge EU-Kommissionen er Danmark i en kritisk situation, når det kommer til boligudgifterne. EjendomDanmark mener, der skal investeres i nye boliger.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Alle skal have et hjem – også i fremtiden. Et nyt arbejdspapir fra EU-kommissionen ser dog Danmark som værende i en “kritisk situation” i forhold til danskernes boligudgifter. Ifølge EjendomDanmark, der er den samlende organisation for ejendomsbranchen, er dette et udtryk for, at der er brug for flere investeringer i boliger, de steder i landet, hvor vi ved, at de kommer til at mangle.

Tidligere analyser har vist, at der i Danmark i 2040 potentielt kan mangle flere end 300.000 boliger.

“Det rejser et stort spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at der er boliger nok til os alle i fremtiden? Derudover er det ret væsentligt, at de boliger, der kommer til, reelt passer til fremtidens virkelighed, hvor der vil være brug for flere typer af boliger – tilpasset befolkningens levevis,” siger Jan Ellebye, underdirektør i EjendomDanmark.

Han peger samtidig på, at rammerne skal sikres, hvis vi skal skaffe investeringerne i nye boliger:

“Fremtidens behov vil kræve massive investeringer i at skaffe nok boliger. Samtidig står vi overfor en kæmpe udfordring – hvilket også er nævnt i EU-papiret – når vi skal sikre investeringer til klimarenoveringerne af vores ejendomme, så vi af klimahensyn, får skruet ned for energiforbruget. Begge opgaver bliver spændende at drøfte i forbindelse med regeringens kommende boligpolitiske udspil.”

Forskelle mellem by og land 

Selvom Danmark er et lille land, så er der dog også store forskelle. Arbejdspapiret viser, at det er i de store byer – her særligt København – at danskerne bruger en stor del af deres indtægt på boligerne. Det er ofte her boligdebatten tager sit udgangspunkt, men investeringsudfordringerne gælder hele landet.

“Vi taler meget om det københavnske boligmarked, selvom der også her kan være milevid forskel på den enkeltes boligsituation. Men både i storbyen og i provinsen må målet være at sikre nok boliger, der passer de behov, som borgerne har. Derved kan vi få byer med plads til alle og søge løsninger, hvor de forskellige boligformer supplerer hinanden og skaber rum for borgernes forskellige livssituationer,” siger Jan Ellebye.

Kilde: EjendomDanmark via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt