MinByAalborg.dk

Der kommer flere og flere rygskader til

24 maj, 2023 | 04:00
- Af Redaktion
Der er kommet kedelige data frem, der viser, at rygskader bliver et hyppigere og hyppigere problem blandt specielt danske ældre.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Sammenslutningen af internationale forskere i organisationen “The Global Burden of Disease”, der holder øje med verdens befolknings sundhedstilstand, har analyseret over 30 års globale sundhedsdata.

Den danske professor og forskningsleder ved Center for Sundhed i Muskler og Led på SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik, Jan Hartvigsen, deltager i den forbindelse i en forskergruppe, ledet af Manuela Ferreira fra University of Sydney, der nu for første gang har kortlagt den globale udvikling i forekomst af rygsmerter.

Forskerne har brugt avancerede computermodeller til at fremskrive tal for rygsmerter, der i dag offentliggøres i det højt rangerende tidsskrift The Lancet Rheumatology, og som viser, at antallet af tilfælde af lænderygsmerter vokser voldsomt:

– Globalt set vil der i 2050 være 843 millioner mennesker, der er ramt af rygsmerter. Det er 36% flere med alvorlige rygproblemer end i dag, fortæller professor Jan Hartvigsen fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, der også rådgiver verdenssundhedsorganisationen WHO i forhold til at udarbejde globale retningslinjer for behandling af rygsmerter.

– Stigningen i Danmark vil være cirka 10%, hvilket er lavere, men stigningen er markant, fordi vi har en mindre tilvækst i befolkningstallet end mange andre lande. Det vil være et enormt problem – både i forhold til de enkelte mennesker, der har svært ved at klare deres hverdag og for samfundsøkonomien, siger Jan Hartvigsen.

Det er især ældre, der påvirkes

Man taler om ‘alvorlige rygsmerter’, når smerterne påvirker en persons evne til gøre, hvad vedkommende har brug for i sin hverdag; for eksempel at gå på arbejde, klare indkøb og være selvhjulpet i hjemmet.

De nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen er fra 2022-rapporten ‘Sygdomsbyrden i Danmark’, og de viser, at 1.7 millioner danskere angiver at have rygsmerter.

– I Danmark er vi allerede på et meget højt niveau, men de nye globale tal peger på, at vi vil se en yderligere stigning – specielt hos ældre. Dette bliver en udfordring i forhold til, hvordan deres evner bliver i forhold til at blive på arbejdsmarkedet, men også i forhold til det behov de får for hjælp, når de forlader det, siger Jan Hartvigsen.

– I sundhedssystemet ser vi stort set ingen tilbud, der er skræddersyede til ældre. Det er jo ganske foruroligende set i lyset af denne undersøgelse. Vi ved, at rygsmerter påvirker funktionsevnen stærkt hos ældre, og at ældre med rygsmerter er mindre selvhjulpne, specielt hvis de har andre samtidige kroniske sygdomme. Derfor har rygsmerter så store negative konsekvenser for ældre – og også for samfundet, fordi de kræver mere hjælp i hverdagen. 

Kilde: Syddansk Universitet via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt