MinByAalborg.dk

Kulturel trussel skaber formentlig ekstremisme

23 maj, 2023 | 16:00
- Af Redaktion
Danske forskere er kommet frem til, at der kan være en sammenhæng mellem, når man føler sig ramt på ens kultur, og man så søger ekstremisme.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Der er en stigende forekomst af voldelig ekstremisme i disse år. Tendensen udgør en global trussel mod international fred og sikkerhed. Men hvordan ender mennesker egentlig som voldelige ekstremister?

Det har et internationalt forskerhold belyst gennem seks undersøgelser. Studiet understreger, at den voldelige ekstremisme i vid udstrækning vokser ud af en oplevelse af at være kulturelt truet. Det gælder især personer med specifikke personlighedstræk.

“Muhammedtegningerne er et af mange eksempler på, at oplevelsen af en kulturel trussel kan føre til voldelig ekstremisme og fremme sort-hvid tænkning,” fortæller Milan Obaidi, lektor ved Institut for Psykologi.

Han står i spidsen for forskningsprojektet, der bygger på store mængder befolkningsdata fra Danmark, Frankrig, Pakistan og Afghanistan. I studiet indgår desuden data om muslimer fra over 20 lande.

Søger definitive svar og løsninger

Forskerne har særligt fokuseret på jihadistisk ekstremisme. Det er der flere grunde til.

“For det første er lande som Afghanistan og Pakistan stærkt ramt af terrorisme, men der er begrænset psykologisk forskning i årsagerne til den voldelige ekstremisme blandt ikke-vestlige befolkninger,” siger Milan Obaidi og fortsætter:

“For det andet har terrorister, der hævder at handle i islams navn, givet næring til udbredt frygt og mistænksomhed over for muslimer og den islamiske tro. Det har ført til skadelige stereotyper og kædet jihadistisk ekstremisme sammen med islamiske værdier.”

Milan Obaidi fremhæver menneskets behov for at opnå definitive svar og løsninger på komplekse problemer som en central forklaring på, at en oplevelse af at være kulturelt truet kan føre til ekstremistisk adfærd. Det psykologiske fænomen kaldes ‘Need for Cognitive Closure’ (‘Behov for kognitiv afslutning’) – NFC.

“NFC er knyttet til vores higen efter struktur, forudsigelighed og beslutsomhed. Personer med et højt NFC-niveau har en tendens til at finde relative værdier ubehagelige og holder sig til sort-hvide, autoritære og dogmatiske overbevisninger,” forklarer han og uddyber:

“Ekstremistiske grupper kan imødekomme behovet for afklaring ved at tilbyde en simplificeret, sort-hvid fortælling om verden og en løsning på de opfattede trusler. Her kan vold og terrorisme præsenteres som de eneste løsninger på de kulturelle trusler”.

Kilde: Københavns Universitet – Det Samfundsvidenskabelige Fakultet via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt