MinByAalborg.dk

Danskerne enige: Mere løn til velfærdsansatte

23 maj, 2023 | 04:00
- Af Redaktion
Hvis det står til danskerne, så skal ansatte i velfærden have flere penge mellem hænderne i løn. Det har Epinion undersøgt sig frem til.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

84 procent af danskere er enten helt eller delvist enige i, at offentligt ansatte, der arbejder i den borgernære velfærd for ældre, børn, syge og udsatte, skal have mere i løn. Ni ud af 10 mener, at samme gruppe fortjener bedre arbejdsvilkår. Samme andel er enten helt eller delvist enige i, at mere anerkendelse vil være på sin plads. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Epinion har foretaget for FOA.

“Vi har længe sagt, at dem, der løfter velfærden i Danmark, fortjener et løft i lønnen. Undersøgelsen viser, at det ikke bare er os, der mener det – vi har stort set hele befolkningen i ryggen,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

Offentligt ansattes løn har været debatteret flittigt over de seneste år med sygeplejerstrejke, lønstrukturkomite samt et socialdemokratisk valgløfte om højere løn til udvalgte faggrupper. Et løfte, der sidenhen har fundet vej til regeringsgrundlaget.

“Hvis politikerne på Christiansborg har været i tvivl om, hvor vælgerne står i spørgsmålet om løn til offentligt ansatte, er deres tvivl hermed blevet bragt til skamme,” siger Mona Striib.

Mere anerkendelse handler blandt andet om at udvise tillid til den faglighed, de forskellige grupper af offentligt ansatte har tilegnet sig via uddannelse og erfaring. De forskellige velfærdsområder er ofte genstand for debat, og som ansat kan det fylde rigtig meget, at alle har en mening om det arbejde, man udfører, mener Mona Striib:

“Jeg er glad for, at nogle af de faggrupper, der har måttet lægge ører til rigtig mange fordomme og andet om deres arbejde, har så stor opbakning i befolkningen. Jeg ser undersøgelsen som et kæmpe skulderklap til vores medlemmer,” siger hun.

Det næste års tid kommer med al sandsynlighed til at byde på masser af debat om offentligt ansattes løn, idet den nedsatte lønstrukturkomite, som Mona Striib sidder med i, fremlægger sine resultater. Dertil kommer indfrielsen af regeringens løfte om bedre løn til udvalgte grupper af offentligt ansatte, og slutteligt skal der i foråret 2024 forhandles overenskomster på det offentlige område.

“Nu vil vi gerne se politikere, der mener det, når de siger, at offentligt ansatte skal have mere i løn. Og så vil vi gerne se, at de sætter handling bag ordene, så vi løfter velfærden og også i fremtiden har et godt og solidt velfærdssamfund,” siger Mona Striib.

Kilde: FOA via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt