MinByAalborg.dk

Forskning: Ældre diskrimineres på arbejdet

22 maj, 2023 | 02:00
- Af Redaktion
En ny forskning har afdækket, at der sker mere og mere diskrimination af ældre på det danske arbejdsmarked.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

De danske arbejdspladser skriger på arbejdskraft og mange taler om, at rekruttering og fastholdelse af seniorerne kan være en del af løsningen.

Alligevel oplever flere og flere seniorer at blive diskrimineret pga. deres alder. Det gælder både for ledige og beskæftigede +50-årige.

Samtidig underbygger ny forskning om diskrimination, at arbejdsgiverne frasorterer mere på alder end på køn, religiøs baggrund og en række andre forhold.

Undersøgelserne kommer fra forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv, som er et samarbejde mellem NFA, Aalborg Universitet og Team Arbejdsliv. Projektet er økonomisk støttet af TrygFonden.

Næsten hver anden +50-årig føler sig diskrimineret

45% af de ledige +50-årige har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet i 2022. Det er en stigning på 18% (fra 27% til 45%) sammenlignet med 2018.

For de beskæftigede er der sket en stigning fra 5% til 9% i samme periode.

Det viser en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der er lavet i forbindelse med forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv.

– Noget af stigningen kan muligvis forklares med den stigende gennemsnitsalder af seniorerne, da vi kan se i data, at oplevelsen af aldersdiskrimination stiger med alderen, forklarer professor Lars L. Andersen fra NFA og uddyber:

– Aldersdiskrimination er et komplekst samspil af flere faktorer, herunder seniorernes egen forståelse og oplevelse af diskrimination, fordomme om alder blandt dem der ansætter og økonomiske overvejelser om, hvad medarbejder med længere vs kortere anciennitet koster.

Arbejdsgivere diskriminerer på baggrund af alder

– Vi kan se, at alder er den vigtigste parameter, når arbejdsgiverne skal ansætte nye medarbejdere. Sandsynligheden for at blive ansat falder betragteligt med alderen, siger postdoc på Aalborg Universitet Jeevitha Yogachandiran Qvist.

Hun har samen med professor Christian Albrekt Larsen på Aalborg Universitet undersøgt, hvordan fem forskellige faktorer påvirker arbejdsgivernes valg i ansættelsen. De fem parametre er køn, alder, religiøs baggrund, arbejdsløshedshistorik og ønske om fuldtid/deltid.

– Vi finder de sædvanlige mønstre med, at ansøgere med lang forudgående ledighed og muslimsk baggrund har mindre sandsynlighed for at blive ansat. Men vi finder også, at i særdeleshed seniorer over pensionsalderen i høj grad bliver fravalgt, siger Christian Albrekt Larsen.

Vurderet på en skala fra 0 – 10, hvor 0 er, at ansættelse er “meget usandsynlig”, og 10 er, at ansættelse er “meget sandsynligt”, scorer 45-årige ansøgere i gennemsnit 5,5. 60- årige ansøgere scorer 4,8, mens 75-årige kun scorer 2,4. De 45-årige har således markant højere sandsynlighed for at blive ansat end de ældre.

– Aldersdiskrimination er tilstede på tværs af alle sektorer og uanset arbejdsgivernes karakteristika. Det vidner om, at seniorerne over en bred kam bliver frasorteret ved nyansættelser, siger postdoc på Aalborg Universitet Jeevitha Yogachandiran Qvist.

Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt