MinByAalborg.dk

Danskerne ønsker nyt pantsystem

22 maj, 2023 | 06:00
- Af Redaktion
Hvis det stod til danskerne, så var de friske på et nyt pantsystem, hvor man kunne pante mere af ens plastikemballage. Det viser en ny undersøgelse.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Kan du forestille dig, at din plastikemballage fra take away, din shampooflaske eller din to go-kop fik et helt nyt bæredygtigt liv? Og i stedet for at ende i skraldespanden blev pantet, afhentet og vasket, så den kunne bruges igen og igen?

For rigtig mange danskere er det intet problem, viser en ny undersøgelse fra den danske miljøorganisation Plastic Change.

Her svarer mere end 9 ud af 10 (92%), at de ville aflevere deres emballage til genbrug, hvis der var pant på, som der er på flasker og dåser i Danmark.

Det vigtigste for, at danskerne vil bakke op om mere genbrug, er, at nye systemer er miljørigtige (39%), let tilgængelige (34%) og ikke koster mere end engangsemballage (24%). For halvdelen (51%) lyder det dog, at de ikke har noget imod at betale mere for genbrugsemballage.

– Undersøgelsen viser, at der er en vilje og en lyst til at genbruge, og de seneste år har flere opdaget, at det kan lade sig gøre, siger Louise Lerche-Gredal, der er administrerende direktør i Plastic Change.

Kendskabet til en lang række genbrugsløsninger er nemlig fordoblet siden 2021, hvor Plastic Change senest spurgte ind til danskernes genbrugsvaner.

Danskernes svar kan bane vej for lovgivning

Undersøgelsen kommer kort efter, at FN´s miljøprogram i en rapport slår fast, at genbrug er en af de vigtigste løsninger for at nedbringe plastikforurening på verdensplan. Danskernes svar er ifølge miljøorganisationen et tydeligt tegn på, at nye systemer for genbrug kan vinde bred opbakning.

– Vi er vant til genbrug: Vores grønne ølflaske har været i et velfungerende pantsystem i over 100 år og er et godt billede på, hvad vi kan opnå, når lovgivning, industri og danskernes adfærd følges ad, siger Louise Lerche-Gredal.

Netop lovgivning er vigtigt, hvis vi i Danmark skal indføre et effektivt nationalt system for vask og genopfyldning af vores emballager, mener Plastic Change.

– Hvis vi i Danmark skal bryste os af at være et foregangsland inden for miljø og klima, og nedbringe brugen af plastik og andre ressourcer, så er danskerne velvilje ikke nok. Så skal politikerne lytte og handle, siger Louise Lerche-Gredal.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt