MinByAalborg.dk

Færre bolighandler i april efter ketchupeffekt i marts

19 maj, 2023 | 08:00
- Af Redaktion
Boligsidens markedstal: Køberne skruede lidt ned for termostaten i april – men boligmarkedet tegner varmere den kommende tid, understreger køberbarometer
Info:
Home

Som foråret kan byde på skift i vejret, er boligmarkedet også ved at indstille termostaten i øjeblikket. I april blev der skruet en smule ned for aktiviteten efter en lun marts, men der er mere varme på vej, viser køberbarometer fra ejendomsmæglerkæden Home og YouGov.

Fra marts til april faldt antallet af bolighandler på landsplan, ifølge Boligsidens markedstal, med godt 13 % – og den umiddelbare forklaring på faldet er, at påsken i år lå i april.

Men det er måske ikke hele forklaringen.

Påskefald er normalt – men det er i den høje ende i år
”Påsken trækker typisk boligsalget ned, fordi der er flere helligdage og færre købere på fremvisning. Men det forklarer nok ikke hele faldet i år,” siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Faldet fra marts til april i år er i den høje ende af skalaen, fremhæver Home.

I årene fra 2011 til 2019 – før Corona – var der i gennemsnitknap 6 % færre bolighandler i april sammenlignet med marts i de år, hvor påsken lå i april (*Se faktaboks).

Faldet er godt nok mindre end i 2021 (-19 %) og 2022 (-15 %), men det er ’skæve’ år i boligmarkedets ’almanak’.

Ketchupeffekt udløst
”I 2021 kom vi fra historiske høje handelstal under den anden coronanedlukning, og i 2022 var vi på vej ind i tiden med høj inflation og rentehop. Marts 2023 er måske heller ikke helt normal at sammenligne med, for her sprang salget frem efter flere måneder med meget få handler,” siger Michael Dalsager og uddyber:

”I marts spillede en mindre ketchupeffekt sandsynligvis positivt ind: En opsparet boliginteresse blev delvist udløst efter flere måneder med meget få handler.”

Færre bolighandler i april ændrer ikke på, at boligmarkedet generelt er på vej frem igen. Grundstemningen er langt mere positiv nu end i efteråret, og udsigterne for boligmarkedet i de kommende måneder tegner lys, fremhæver Home.

Interessen for boligkøb på vej op
”Interessen for boligkøb er steget og ligger højere end det historiske gennemsnit i vores køberbarometer sammen med YouGov. Knap hver 6. dansker har boligkøbsplaner i det næste halve år, og det er især i hovedstadsområdet, hvor køberne har holdt sig mest tilbage, der nu vender tilbage på boligjagten,” siger Michael Dalsager.

Tallene fra Boligsiden viser blandt andet, at antallet af lejlighedshandler i København er det samme i april som i marts.

Boligkøberne er – som køberbarometeret viser – nok interesserede, men mange afventer fortsat, tilpasser købsplaner og tager sig generelt mere tid til at overveje boligkøbet end i perioden med Corona, fremhæver mæglerkæden.

Kilde: Home Via ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt