MinByAalborg.dk

De unge mangler penge: Vil ikke altid arbejde for det

18 maj, 2023 | 16:00
- Af Redaktion
Selvom flere unge i en undersøgelse blandt de 19 til 40-årige svarer, at de er bekymrede for at kunne betale deres regninger, så vil de ikke tage alt tilgængeligt arbejde af principper.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Danskerne er over en bred kam påvirket af stigende leveomkostninger, og det rammer naturligt de yngre aldersgrupper hårdt. I en ny undersøgelse fra rådgivnings- og revisionshuset Deloitte er omkring halvdelen af de adspurgte fra 19-40 år bekymret for ikke at kunne betale deres udgifter.

Af undersøgelsen fremgår det, at de yngste i stigende grad tager bibeskæftigelse, men det er kun omkring hver femte, som angiver at have egentlig brug for den ekstra indkomst. Hele 37 procent af den danske generation Z angiver, at bibeskæftigelsen først og fremmest er en hobby.

Idealistiske og hårdt pressede unge

De unge er med andre ord ikke villige til at gøre hvad som helst for at skaffe flere moneter på kontoen, og det, de laver, skal give mening. Det mener Camilla Kruse fra Deloitte er et af de mest interessante fund i virksomhedens nye Gen Z and Millennial Survey.

“Hele 62 procent af generation Z har sagt nej til en arbejdsopgave på baggrund af deres personlige overbevisning, og 45 procent har afvist en potentiel arbejdsgiver af samme årsag. Det tegner et generationsportræt for hvem det at være tro mod egne værdier betyder rigtig meget,” fortæller Camilla Kruse, talentleder i Deloitte.

Derudover fortæller over halvdelen (52 procent) af de adspurgte fra generation Z, at de føler sig udbrændt på grund af arbejdskrav og -tempo, hvilket også gør sig gældende for 43 procent af millennialgenerationen. For begge generationer er der tale om en markant forværring af arbejdspres siden 2022, hvor andelen var henholdsvis 40 procent af generation Z og 36 procent blandt millennials.

Kilde: Deloitte via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt