MinByAalborg.dk

Fuglenes tilbagegang skyldes landbruget

14 maj, 2023 | 20:00
- Af Redaktion
Ny forskning har fundet frem til, at vores store brug af landbruget har sat en negativ indvirkning på fuglebestanden.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Det intensive landbrug med blandt andet brug af enorme mængder pesticider og gødning er den direkte årsag til voldsomme tilbagegange i de europæiske fuglebestande.

Det bliver slået fast i et nyt samarbejdsprojekt fra det europæiske fugleovervågningssamarbejde (PECBMS), der for første gang vurderer, hvordan almindelige fuglearter har reageret på menneskeskabte belastninger af fuglebestandene på tværs af 28 europæiske lande.

– Et af de vigtigste resultater af undersøgelsen viser den skadelige virkning, landbrugets intensivering har på fuglelivet i hele Europa. Det er også et billede, vi kender fra Danmark, hvor vores egne data fra Punkttællingsprogrammet viser den samme kedelige udvikling for landbrugslandets fugle, som nu er dokumenteret med data fra hele Europa, siger Thomas Vikstrøm, der er biolog i DOF BirdLife og medforfatter til undersøgelsen.

57 procent tilbagegang

Det omfattende datasæt består af overvågning af 170 fuglearter på 20.000 lokaliteter over 37 år. Og resultaterne viser at bestanden af fugle i Europa er faldet med 25 procent, mens fuglebestandene i landbrugslandet er gået tilbage med 57 procent i Europa. Herhjemme er de tilsvarende tal en tilbagegang på 17 procent for alle fugle og 31 procent for fuglene i landbrugslandet.

Det kalder i høj grad på handling fra både de danske og europæiske politikere, mener Egon Østergaard, formand i DOF BirdLife.

– Resultaterne er ikke overraskende, men det er næsten det mest tragiske. Det gør det bare endnu mere afgørende, at beslutningstagerne begynder at reagere på de utallige vidnesbyrd om, at menneskelige aktiviteter og i særdeleshed det intensive landbrug er godt i gang med at decimere fuglebestandene, siger formanden.

Kilde: DOF BirdLife via Ritzau 

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt