MinByAalborg.dk

Håndværkselever hyldes af dronningen

9 maj, 2023 | 08:00
- Af Redaktion
Landets bedste håndværkselever hyldes tirsdag med medaljer, hvor ceremonien overværes af H.M. Dronningen.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Tirsdag aften på Københavns Rådhus står i festens tegn, når årets dygtigste nyuddannede håndværkere hyldes med medaljer og legater for flotte og veludførte svendeprøveforløb. I år bliver der uddelt 79 af Håndværkerforeningens bronze- og sølvmedaljer og 9 Massmannske medaljer, og ceremonien overværes af H.M. Dronningen, som lykønsker de unge håndværkere.

14 af medaljetagerne er fra den storkøbenhavnske uddannelsesinstitution NEXT Uddannelse København. De tæller både møbelsnedkere, frisører, en guldsmed, tømrer og en fotograf. De har alle brugt cirka fire år på deres erhvervsuddannelse, hvor de har skiftet mellem undervisningsforløb på NEXT og oplæring på deres lærepladser.

Dygtige og fagligt ambitiøse elever  

En af landets dygtigste håndværkere og bronzemedaljemodtagere er 21-årige Jessica Widstrup Clayton fra Viby Sjælland, som er udlært frisør fra NEXT Uddannelse København og lærepladsen Capaldi Hairdesign.

”Jeg begyndte at flette hår i 7. klasse, og mange sagde, at jeg burde blive frisør. Jeg undersøgte det og kom i praktik som frisør i 9. klasse – og så var jeg solgt. Nu er jeg færdigudlært med et flot karakterblad, og jeg har netop startet min egen virksomhed,” siger Jessica Widstrup Clayton og fortsætter:

”Uddannelsen har været hård, men det har også været det helt rigtige for mig. Jeg har fældet en tåre en gang imellem, men sådan er det, når man brænder for noget. Det betyder alt i verden for mig at modtage en medalje – det er stort, at alt mit hårde arbejde bliver belønnet.”

Praktiske fag har enorm værdi

For Ole Heinager, administrerende direktør hos NEXT Uddannelse København, er det vigtigt, at de erhvervsuddannede fejres, og vi som samfund understreger værdien af de praktiske fag.

“Der er et kæmpe behov for, at flere tager en håndværksfaglig uddannelse. Derfor gør det mig også enormt glad og stolt, når vores elever er blandt Danmarks mest talentfulde håndværkere og måske kan inspirere andre til at overveje håndværksuddannelserne,” siger han.

Traditionen med at uddele medaljer går helt tilbage til 1867. Ud over medaljer vil der også blive uddelt legater fra virksomheder, laug og fonde til en værdi af 1,1 mio. kroner. De unge håndværkere, der får medalje og legater, er indstillet af de københavnske laug og har taget deres svendeprøve på hovedstadsområdets erhvervsskoler.

Medaljeuddelingen arrangeres af Håndværkerforeningen København i samarbejde med NEXT Uddannelse København, TEC og Københavns Kommune, som er vært for ceremonien på Københavns Rådhus.

Kilde: NEXT Uddannelse København via Ritzau 

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt