MinByAalborg.dk

I dag starter inflationshjælp til folkepensionister

8 maj, 2023 | 04:42
- Af Redaktion
Fra den 08. maj er der 5.000 kroner på vej til omkring 290.000 folkepensionister i form af inflationshjælp.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Udbetalingen er en udmøntning af Aftale om Inflationshjælp, der blev indgået i februar 2023 mellem regeringen og et bredt udvalg af Folketingets partier. Modtagerne er folkepensionister, der har begrænsede supplerende indtægter og en lav likvid formue, og som derfor er berettiget til at modtage ældrecheck for 2023.

Udbetaling Danmark udbetaler i de kommende dage den ekstra økonomiske støtte på 5.000 kr. Den udbetales til folkepensionister, der er berettigede til og har modtaget ældrecheck for 2023. Folkepensionister, der var berettigede til og modtog ældrecheck for 2022, har tidligere modtaget en kompensation for de høje energipriser på 5.000 kr. Den samlede ekstra økonomiske støtte til ældrecheckmodtagere beløber sig dermed til i alt 10.000 kr.

Den ekstra økonomiske støtte er skattefri, og påvirker ikke de offentlige ydelser, man i forvejen modtager. Alle modtagerne af den ekstra økonomiske støtte modtager et brev med orientering om udbetalingen og om, hvornår udbetalingen finder sted. Udbetaling Danmark forventer, at langt de fleste modtagere vil have beløbet på kontoen i løbet af de kommende dage.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

– Jeg er tilfreds med, at vi endnu en gang er klar til at udbetale inflationshjælp til folkepensionister, der har svært ved at få budgettet til at hænge sammen på grund af de højere priser. Der er ingen tvivl om, at økonomisk vanskeligt stillede borgere betaler en høj pris for den økonomiske uro, vi oplever i både Danmark og resten af Europa.

– Jeg håber, at hjælpen vil gøre tilværelsen lidt lettere for dem, der jo ikke nødvendigvis har mulighed for at gøre brug af de mange jobmuligheder på arbejdsmarkedet.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet via Ritzau 

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt