MinByAalborg.dk

Teknologisk Institut i forandring med fokus på grøn omstilling

6 maj, 2023 | 16:00
- Af Redaktion
Der sker store forandringer for Teknologisk Institut, der både skal have en ny chef og et nyt center. Dette vil medføre mere fokus på grøn omstilling.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

LCA, EPD, rådgivning og undervisning i bæredygtighedsdiscipliner, store udviklingsprojekter som CircleBank og projekter for EU, sekretariat for stærke videncentre om cirkulær økonomi (VCØB) og klimakrav (VCBK), og masser af samarbejder med virksomheder og andre videnaktører i bygge- og anlægsbranchen, er hverdag i center for Bæredygtigt byggeri på Teknologisk Institut.

Stor efterspørgsel på grønne ydelser
At den grønne dagsorden fylder meget og er blevet endnu vigtigere igennem årene, er tydeligt at se på de mange opgaver og travlheden i det nye center. Derfor er der også brug for gode lederkræfter, og 1. maj satte Peter Aufeldt sig for bordenden som centerchef for Bæredygtigt byggeri.

Den nye centerchef er en herre, som direktør, Mette Glavind, har set frem til at kunne annoncere både internt og eksternt og forventningerne er store.

– Med Peter i spidsen for bæredygtighedsteamet, er jeg sikker på, at vi kommer til at levere endnu mere værdi til branchens grønne omstilling. Vi hjælper allerede mange virksomheder med den grønne omstilling, men fordi vi mærker så stor efterspørgsel inden for området, har vi valgt at oprette det nye center, som Peter bliver ansvarlig for. Han kommer med stor ledelseserfaring og en masse relevante kompetencer, og vi er rigtig glade for, at han har sagt ja tak til at blive en del af Teknologisk Institut, siger Mette Glavind og understreger, at Teknologisk Institut, udover aktiviteterne i Bæredygtigt byggeri, naturligvis også fortsætter med at hjælpe med at udvikle og dokumentere mere bæredygtige byggematerialer i de respektive materialecentre i divisionen Byggeri & Anlæg.

Bred erfaring og stærke lederkompetencer
Peter Aufeldt kommer med en rådgiverbaggrund som ingeniør hos blandt andre Orbicon og Østergaard bygge- og indeklimateknik.  Han er uddannet bygningsingeniør og Master of environmental management fra DTU, og har senere i sin karriere suppleret uddannelsen med en diplomuddannelse i ledelse og har haft ledende stillinger i bl.a. Kuben Management og Orbicon inden for et bredt spektrum af bæredygtighedsemner, herunder miljø, indeklima og arbejdsmiljø.

Hovedpersonen selv ser også frem til de nye udfordringer.

– Teknologisk Institut er en rigtig spændende arbejdsplads bl.a. fordi vi arbejder med konkrete samfundsudfordringer og tæt sammen med virksomhederne. Samtidig er vi på forkant med udviklingen – og netop den kobling mellem erhverv og udvikling mener jeg skaber et rigtig vigtigt fundament for bl.a. den grønne omstilling. Jeg glæder mig til at dykke ned i de mange potentialer, der kan skubbe på branchens udvikling og omstilling, og jeg glæder mig rigtig meget til at gøre det sammen med det yderst kompetente team, jeg har æren af at stå i spidsen for, og som allerede arbejder tæt sammen med bygge- og anlægsbranchens værdikæde, siger Peter Aufeldt.

Kilde: Teknologisk Institut via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt