MinByAalborg.dk

U19VM floorball skabte verdensrekord i Danmark

5 maj, 2023 | 18:00
- Af Redaktion
Danmark kan bryste sig af at kalde sig verdensmestre i at tiltrække fleste publikummer nogensinde til U19VM floorball, der blev afholdt i sidste uge i Frederikshavn.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Aldrig tidligere har der været så mange tilskuere til et U19VM for herrer som i sidste uge i Frederikshavn. Det vurderer det Internationale Floorball Forbund, IFF. Sammenlagt har der været 18.316 tilskuere i løbet af turneringen, hvilket er omkring 2.000 flere end i 2013 i Hamborg.Tallene er opgjort for hver kamp. I alt blev der spillet 36 kampe af de 16 deltagende nationer. Det danske landshold spillede sig tilbage i verdens top 8 efter en formidabel indsats.

Et internationalt ungdomsmesterskab med højt sportsligt niveau og stor publikumsinteresse i en VM-kulisse giver lyst til mere. Det siger formanden for Floorball Danmark, Steen Houman:

”Tillykke til Sverige. Tillykke til det danske landshold. Tillykke til floorball. Fra min side skal der lyde en kæmpe tak til alle, der bakket op enten som tilskuere og alle vores frivillige. U19 VM vil give os som organisation værdifuld erfaring. Ambitionen er, at Floorball Danmark skal være værter for et EM eller VM på seniorniveau. Uden Floorball Danmarks gode partnere Sport Event Denmark, Arena Nord og Frederikshavn Kommune havde vi ikke kunnet løfte opgaven. Sammen har vi løftet opgaven og med 16 lande her til VM for U19 har det været en fornøjelse at være værter.”

Partnerne bag VM’et ser ligeledes tilbage på et velafviklet mesterskab:

”Floorball og Frederikshavn rimer, og det så vi endnu en gang ved dette U19 VM for herrer. Udover spændende kampe i Arena Nord, så gav omgivelserne også en positiv oplevelse for alle dem, der ikke var hardcore fans, men kom for også at få en festlig dag,” siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Værtsbyen, Frederikshavn, har en klar strategi om at tiltrække og afvikle store, internationale mesterskaber sammen med forbund og Sport Event Denmark. Alene i år er byen således vært for to VM’er, hvor det første var VM i floorball og til december er det VM i håndbold for kvinder.

”Vi elsker at have gæster, der skaber stemning og glæde i vores kommune. Det har været en fornøjelse at være værtsby for U19 VM og opleve det fællesskab, der er omkring floorballsporten – både på og udenfor banen. Vi er klar til nye værtskaber, der skaber liv og glæde i byen,” udtaler borgmester Birgit S. Hansen, Frederikshavn Kommune.

Kilde: Sport Event Denmark via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt