MinByAalborg.dk

Aalborg kan lære af nyt uddannelsesunivers

4 maj, 2023 | 07:00
- Af Redaktion
Den midtjyske psykiatri har via en ny uddannelsesplatform gjort det nemmere for de ansatte at få nye kompetencer og ny viden. Aalborg kan hente inspiration fra den idé.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

L­­­­­­­­­edige speciallæge-stillinger, mangel på sygeplejersker og flere opsigelser end ansættelser. Rekruttering af nye medarbejdere og ikke mindst fastholdelsen af dem er en udfordring, som hele sundhedsvæsenet i de kommende år skal prioritere at finde nye måder at lykkes med.

Det gælder også Psykiatrien i Region Midtjylland, der nu lancerer et helt nyt uddannelses-univers for medarbejderne.

Den nye kompetence-platform har fået navnet Psykiatriakademiet, og den skal gøre det nemmere for eksisterende medarbejdere at få overblik over de mange opkvalificerende kurser, deres arbejdsplads tilbyder inden for eksempelvis deeskalering, søvnhygiejne, sygdomsforståelse og miljøterapi.

Men håbet er også, at det nye uddannelses-univers kan være med til at give nye medarbejdere lyst til at søge job i Psykiatrien.

– Vi har som arbejdsplads en vigtig opgave med at synliggøre de karriereveje, som Psykiatrien giver mulighed for, hvad end man er sygeplejerske, ergoterapeut eller sosu-assistent. Med Psykiatriakademiet vil vi gerne signalere, at videreuddannelse og dygtiggørelse er en prioritet på tværs af vores faggrupper, siger hospitalsdirektør i Psykiatrien, Tina Ebler.

Afgørende for arbejdsglæden

En vigtig del af det nye univers er, at alle faggrupper nemt kan sortere i kurserne, så de hurtigt kan få et overblik over, hvilke kurser, der er relevante for dem. Desuden fortæller repræsentanter for forskellige fagligheder i tekst og video, hvordan de gennem kurser har dygtiggjort sig, inden for deres felt. Håbet er, at det vil inspirere flere medarbejdere til at efteruddanne sig.

Én af de medarbejdere, der allerede nu har snuset lidt til Psykiatriakademiets hjemmeside og de forbedrede filtreringsmuligheder er sygeplejerske og souschef i Psykiatrien, Thomas Nassirkhani-Mohajer Brodersen. Og han er positiv over for den nye platform:

– Tidligere var det meget uoverskueligt at finde ud af, hvilke muligheder for efteruddannelse, jeg som sygeplejerske har. Nu kan jeg nemt finde de kurser, der er rettet specifikt mod min faglighed. Det er vigtigt, så man ikke giver op ift. at efteruddanne sig.

Kilde: Psykiatrien i Region Midtjylland via Ritzau 

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt