MinByAalborg.dk

Få en bedre søvn takket være forskning i luftkvalitet

30 april, 2023 | 02:00
- Af Redaktion
Forskere fra DTU er på videnskabelig vis kommet frem til, hvordan du kan bidrage til at få en bedre nattesøvn og er klar til morgendagens dont.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

“Tidligere har det kun sparsomt været dokumenteret, at luftkvaliteten i soveværelset kan påvirke din søvn. Det har vores studie nu klart bevist, at den kan,” siger lektor på DTU Pawel Wargocki.

Han har stået i spidsen for et internationalt forskningsprojekt, der har gennemført en række undersøgelser for at finde ud af, om og hvordan luftkvaliteten i soveværelset påvirker søvnen. Forskerne har bl.a. fundet ud af, at en nat i et indelukket soveværelse kan bidrage til, at du sover dårligere og præsterer dårligere dagen efter.

I forskningsprojektets studier er der foretaget målinger i flere end 100 husstande, som bl.a. har indvilget i at lade forskere måle luftkvaliteten i deres soveværelse, mens de sov. Deres søvn er også blevet tracket og deres kognitive evner testet. Målingerne blev foretaget af både forskere i Danmark og af forskere på Jiao Tong Universitetet i Shanghai i Kina.

Behov for dobbelt så meget udluftning, som reglerne tilskriver

I løbet af en nat påvirker både mennesker og inventar luftkvaliteten i et soveværelse. Som en konsekvens af kroppens metaboliske processer påvirker vi mennesker luftkvaliteten, mens vi sover. Computere, tv-skærme, møbler og tøj forurener også luftkvaliteten i soveværelset. Til sammen ophober forureningen sig i løbet af natten, hvis den ikke bliver fortyndet ved f.eks. at lufte ud.

”Vores undersøgelser har vist, at luftkvaliteten i soveværelset kan påvirke dine kognitive evner såsom din evne til at koncentrere dig, til at forstå og til at reagere. Sover du i et godt ventileret soveværelse, så er det til gavn for dine kognitive evner,” siger Pawel Wargocki.

For at understøtte din søvn bedst muligt, tyder de nye studier fra DTU på, at der skal være dobbelt så meget udluftning i soveværelset, som det danske bygningsreglement i dag anbefaler.

Et åbent vindue forbedrer luftkvaliteten i soveværelset

I Danmark er høj luftforurening udendørs, typisk fra trafik og industri, ikke normalt, og derfor kan et åbent vindue være nok. Men i Kina viste undersøgelsen, at luftforureningen er så høj, at luftkvaliteten indendørs i løbet af natten blev forurenet med helbredsskadelige partikler udefra, når vinduet stod åbent.

”Vores undersøgelse bekræfter, at soveværelser bør ventileres med ren luft i løbet af natten. Et åbent vindue kan anbefales, når luftforureningen er lav, og hvis der ikke er et ventilationsanlæg i boligen. Ellers er den bedste løsning en mekanisk ventilation,” siger Pawel Wargocki.

I Danmark har mekanisk ventilation været en del af bygningsreglementets anbefalinger for nybyggede og renoverede boliger siden 2008.

Kilde: DTU – Danmarks Tekniske Universitet via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt