MinByAalborg.dk

Metalindustrien i Aalborg kan se frem til et knæk

24 april, 2023 | 08:00
- Af Redaktion
Det ser ikke godt ud fra landets metalindustri, viser nye tal. Det kan medføre en dårlig fremtid på området.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Dagens tal fra Danmarks Statistik kaster skygger ind over metalindustrien, som nu for alvor mærker konsekvenserne af den høje inflation og økonomiske usikkerhed.  

Mere konkret handler det om forholdet mellem manglen på medarbejdere og efterspørgslen af virksomhedens produkter. Her falder andelen af virksomheder, som vurderer, at de mangler medarbejdere til 30 procent. Omvendt oplever 32 procent en tilbagegang i efterspørgslen på deres produkter, viser de nye tal for 2. kvartal af 2023.

– I et halvt år har flere virksomheder nu oplevet at mangle efterspørgsel på deres opgaver i stedet for at mangle medarbejdere. Derfor holder vi skarpt øje med, om tendensen bider sig fast, så metalindustrien nu for alvor bliver ramt af stigende inflation, høje energi-, materiale- og fragtpriser, siger Maria Schougaard Berntsen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organiserer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metalindustrien.   

Kan få konsekvenser

Kurverne mellem efterspørgslen på medarbejdere og efterspørgslen i produktionen krydsede hinanden op mod årsskiftet, og siden har de altså bevæget sig i hver sin retning i metalindustrien. Sidste gang det skete var i foråret 2021, men dengang var det den modsatte situation. Fra april og frem til juni steg manglen på arbejdskraft fra 17 procent til 50 procent. Manglen på efterspørgsel i produktionen faldt med samme hast fra 45 procent til 11 procent.  

Vi skal derfor helt tilbage til 3. kvartal 2018 for at finde lignende situation som nu, hvor manglen på efterspørgsel i stigende grad begrænsede produktionen, samtidig med at manglen på medarbejdere dalede. 

– Vi har allerede set de første tegn i statistikkerne på et stigende antal konkurser, selvom det stadig er på et lavt niveau. Der er ikke tale om en nedsmeltning af industrien, men det vil kunne mærkes ude i en del virksomheder, når der sker et skifte i forholdet mellem udbud og efterspørgsel, siger Maria Schougaard Berntsen.

Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt