MinByAalborg.dk

Slagter Ole er tilbage – nu bag disken i ikonisk pølsevogn

20 april, 2023 | 10:00
- Af Redaktion
Ole René Sørensen overtager pølseboden på Nytorv - både med nyheder og gensyn med en klassiker
Info:
Mateusz Feliksik - Unsplash.com

Den 14. maj er der igen liv i pølseboden på Nytorv i Aalborg. En ny forpagter er fundet, og det er ingen ringere end en kendt skikkelse i bybilledet, Slagter Ole alias Ole René Sørensen, der snart langer pølser over disken. Det skriver Nordjyske.

Til avisen siger den kommende pølsemand:

– Allerede mens jeg havde slagterforretning i Nørresundby, drømte jeg om at have en pølsevogn. Det passer godt til mig at snakke med kunderne, og jeg håber, pølseboden bliver et socialt samlingssted, hvor man også kommer for at hygge sig.

Både en velkendt favorit og nyheder vil være at finde på menukortet.

– Jeg laver blandt andet en frikadelleburger, dem kan man ikke rigtig få i midtbyen, siger Ole René Sørensen til Nordjyske og fortsætter:

– Og så genopliver jeg også Dimsen.

Pølseboden på Nytorv har tidligere været kendt for at servere dimsen, der består af en skive flæskesteg med rødkål, syltede agurker og dressing i et pølsebrød.

I næsten 40 år var Ole René Sørensen indehaver af slagterbutikken Slagter Ole i Nørresundby. Butikken gik konkurs i 2018, og i mellemtiden har Ole bl.a. været ansat som slagter og arbejdet som buschauffør. Han glæder sig til igen at være selvstændig.

– Jeg glæder mig vildt til at være Ole igen, til at være mig selv. Og så glæder jeg mig til at møde kunderne og sludre med dem, siger han til Nordjyske.

Når pølseboden åbner midt i maj, vil den holde åbent hverdage fra kl. 11-18.

– Men jeg holder dog åbent alle dage, når julemarkedet vender tilbage, der står jeg udenfor og griller. Og jeg har også planer om andre initiativer i løbet af året, fortæller han til Nordjyske.

Kilde: Nordjyske

 

 

 

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt