MinByAalborg.dk

Aalborg-borgerne kan gøre noget ved gigtproblemerne med disse råd

18 april, 2023 | 10:00
- Af Redaktion
Hvis du bor i Aalborg og har problemer med gigt, så er der gode råd at hente til at få et sundere liv med motion, selvom gigten kan gøre det svært.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Mere end 700.000 danskere lever med en gigtsygdom, og du er måske en af dem, der kender til daglige smerter grundet gigt og føler dig nødsaget til at droppe for eksempel leg på gulvet med børnebørnene. Men sådan behøver det ikke være.

– Om du cykler til købmanden, tager trappen eller danser rundt i stuen med dine børn, det hele tæller på bevægelseskontoen, fortæller Trine Majlund Vestbo, der er fysioterapeut i Gigtforeningen.

Undersøgelser viser, at træning har samme effekt som smertestillende medicin, hvis bare den tilpasses efter de smerter, man har. Men de fleste af os ved, det er svært at gøre sunde initiativer til en vane og holde fast i dem. Træning har ofte ikke førsteprioritet, hvis vi har meget om ørerne i løbet af en dag.

Ifølge Trine Majlund Vestbo og Cecilia Munk, psykolog på rehabiliteringscentret Sano, er første trin til at komme i gang med at bevæge dig at tænke grundigt over, hvorfor du gerne vil i gang, og hvad din motivation til at træne er.

– Dit mål behøver hverken at handle om at løbe et bestemt antal kilometer eller at løfte de tungeste håndvægte. En stærk motivation kommer af at vide, hvad der er vigtigt for dig. Når du ved det, kan du sætte mål ud fra det, siger Trine Majlund Vestbo. Hun vejleder og rådgiver årligt i foreningen over 1.000 mennesker en til en og mere end 5.000 mennesker digitalt via arrangementer, foredrag m.m.

– Måske er dit mål at kunne gå op ad trapperne til tredje sal og besøge familie og venner. Eller at kunne gå ture med hunden i skoven. Så lad det være dét, der er din motivation til at gennemføre og fastholde din træning. Du er mere motiveret, når du kender dine mål.

Faktaboks: Her er eksperternes 3 råd

  • Når du kender dine mål til at begynde at bevæge dig mere, så er det nemmere at fastholde motivationen. Du kan finde dine mål ved at spørge dig selv: Hvad er vigtigt for mig?
  • Det hjælper på fastholdelsen, hvis du gør det sjovt og interessant at bevæge dig og træne.
  • På grund af smerter kan du måske føle dig nødsaget til at tage en pause fra træningen, men i stedet for at slå dig selv oven i hovedet, handler det om at slutte fred med, at du ikke har det samme fysiske og mentale overskud under og efter en sådan periode.

Kilde: Gigtforeningen via Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt