Aalborgenserne kan købe olie, der er lavet på plastikaffald 17 april, 2023 | 20:00 Det er lykkedes en dansk virksomhed at omdanne plastikaffald til olie, og det kan komme både Aalborg, resten af landet og udlandet til gode. Foto: Dustan Woodhouse Af Victoria Strøbæk Det er lidt over et år siden, at Waste Plastic Upcycling (WPU) tog spadestikket til sin første fabrik i Odsherred Kommune, og siden er det gået hurtigt. I går satte virksomheden nemlig officielt gang i produktionen og passerede dermed endnu en afgørende milepæl. I forrige uge modtog WPU de sidste myndighedsgodkendelser, og dagens produktion var derfor den første på nøjagtig de vilkår, som den fremtidige produktion skal køres på. Dermed er WPU klar til at køre med et fuldt kommercialiseret og gennemtestet system, der med pyrolyse kan upcycle plastikaffald til ny olie. Produktionen er stort set selvforsynende med energi, da gas fra processen føres tilbage og bruges til at drive pyrolyseprocessen. ”Hamrende stolte” Administrerende direktør Niels Bagge var sammen med en lille gruppe medarbejdere til stede i produktionshallen, da den første olie blev tappet. ”Det var et stort øjeblik, og vi er hamrende stolte af, at det på så kort tid er lykkedes os at gå fra at sætte spaden i et bart stykke jord til at have et anlæg, hvor vi nu kan begynde at sætte fart på produktionen. Vi vidste fra vores omfattende forarbejde, at det fungerede, men det er en drøm, at vi nu også kan åbne hanerne her i Fårevejle,” siger han. Når produktionen kører på fuld styrke, har WPU’s fabrik i Fårevejle med seks separate produktionslinjer mulighed for at behandle 42.000 ton plastikaffald årligt. Det er den største kapacitet i Europa. Når de danske anlæg kører på fuld styrke, vil de ifølge beregninger skabe en CO2-reduktion på 68.000 ton sammenlignet med afbrænding af den samme mængde plastikaffald. Stor interesse fra udlandet WPU’s ambitioner rækker langt ud over Danmarks grænser, og i marts blev Lotte Rosenberg hentet ind i ledelsen med fokus på at udvide de internationale forretningsmuligheder. ”At WPU på 12 måneder er lykkedes med at få produktionen op at køre, viser den skalerbarhed, der ligger i virksomhedens batch-teknologi og understreger, at vi ligger forrest i feltet, når det kommer til lave anlægsomkostninger, stor kapacitet og hurtig udvidelse – og det er selvfølgelig alt sammen noget, der gør, at rigtig mange kigger vores vej”, siger Lotte Rosenberg, der har stor erfaring med den type opgaver fra sin tid i bl.a. Ørsted og Nature Energy. Der er allerede interesse fra aktører i flere lande, og WPU’s strategiske samarbejdspartner Vitol, der agerer på markedet for global energihandel, har forpligtet sig til at aftage produktionen fra WPU’s første fem fabrikker, hvoraf to kommer til at ligge i andre europæiske lande. Kilde: WPU A/S via Ritzau Del | Af Victoria Strøbæk Tilbage Relaterede nyheder Indlæs flere relaterede nyheder