MinByAalborg.dk

Elevfordelingsmodel kan være overflødig

16 april, 2023 | 08:00
- Af Redaktion
En ny CEPOS analyse anslår, at skærpede optagelseskrav til gymnasiet reducerer skæv elevfordeling i højere grad end en ny fordelingsmodel.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Regeringens planer om at indføre en ny elevfordelingsmodel kan være overflødig. Det viser nye tal fra CEPOS analyse på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Den har undersøgt effekten på elevsammensætningen af et skærpet karakterkrav til gymnasier.

 

”Der står i regeringsgrundlaget, at man har planer om at se på mulighederne for at ’skærpe adgangen til gymnasiale uddannelser’. Det kan nemt ende med at give den samme eller en større reduktion i antallet af skoler med en skæv elevfordeling som en ny elevfordelingsmodel,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

 

I stedet for at opdele gymnasieelever efter deres forældres socioøkonomiske forhold, kan et skærpet adgangskrav til ungdomsuddannelser medvirke til, at færre unge med ikke-vestlig baggrund begynder på gymnasiet. Dette vil reducere antallet af skoler med en skæv elevfordeling.

 

”De to forhold hænger sammen, men det forekommer ikke, at man har koblet dem sammen rent politisk. Det er det, vi vil gøre opmærksom på,” siger Karsten Bo Larsen, der er forskningschef i CEPOS.

 

Regeringen vil indføre en ny elevfordelingsmodel for gymnasierne for at modvirke en skæv elevsammensætning. Her sættes der særlig fokus på andelen af elever med ikke-vestlig oprindelse.

 

En skæv elevsammensætning forstås som gymnasier, hvor mere end 30 procent af eleverne har ikke-vestlig baggrund.

 

Den nye CEPOS-analyse viser, at hvis man hæver karakterkravet til seks i stedet for det nuværende fem, vil antallet af gymnasier med en skæv elevsammensætning falde fra 17 til 13.

 

Derimod vil regeringens forslag kun reducere antallet fra 17 til 15.

 

”Derfor synes vi, det er værd at overveje politisk, om det er en god idé at arbejde på en elevfordelingsmodel, der vil genere en masse mennesker, hvis det øgede karakterkrav, man også arbejder med, vil have samme effekt,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

 

Kilde: Ritzau

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt