MinByAalborg.dk

Vigtigheden af at vaccinere dit kæledyr

20 marts, 2023 | 12:00
- Af Redaktion
Når man har valgt at anskaffe sig et kæledyr er der rigtig mange ting, der skal tages højde for. Bl.a. er det vigtigt at sørge for at dit dyr overholder sine vaccinationer, for at sikre sig det bedst mulige immunforsvar mod eventuelle sygdomme. Denne artikel tager udgangspunkt i vaccination til hund og kat.
Info:
Foto: Vodskov Dyreklinik

Hvad er vaccination
En vaccination indeholder mikroorganismer, der er en mild udgave af den sygdom, der vaccineres imod. Når disse mikroorganismer kommer ind i kroppen og møder kroppens immunsystem, vil kroppen automatisk danne antistoffer og huskeceller mod den specifikke sygdom. Skulle kroppen derfor møde denne sygdom igen, ved den hvordan den skal bekæmpe sygdommen.
Dyret kan stadig blive smittet med en sygdom, som den er vaccineret imod, sygdomsforløbet vil dog blive væsentligt mildere.

Hvorfor bør dit kæledyr vaccineres
Det er meget alvorligt for hunden eller katten, hvis den bliver smittet med en smitsom sygdom og ikke er vaccineret. Bliver din hund eller kat smittet, kan de blive utrolig syge og i værste fald dø af sygdommen.
Nogle af de smitsomme sygdomme, fx parvovirus, kan smitte igennem hundens afføring fra den syge hund. Parvovirus er en ekstrem alvorlig og meget smitsom sygdom at blive ramt af som hund. Derfor er det også utrolig vigtigt, altid at samle hundens pøller op, når I er ude at gå tur, i hundeskoven eller andre steder, også selvom du ikke regner med, at din hund er syg.

Hvilke vacciner findes der
Vaccinationer deles overordnet ind i to grupper kaldet ’kernevacciner’ og ’ikke-kernevacciner’. Kernevacciner er de vacciner som beskytter mod de mest gængse sygdomme herhjemme, og som dit dyr, som minimum bør få.
Ikke-kernevacciner er ekstra vacciner, som dyrlægen vurderer sammen med dig er nødvendige ud fra jeres livsstil og smitterisiko i jeres nærmiljø.
Vi dykker nærmere ind i hvilke vacciner, der vaccineres imod.

Vaccinationer til hund:
Kernevaccine
• Hundesyge
• Parvovirus
• Smitsom leverbetændelse
Ikke-kernevacciner
• Leptospirose
• Parainfluenza (kennelhostevira)
• Bordetella bronchiseptica (kennelhostebakterie)
• Borreliose
• Herpes
• Rabies

Vaccinationer til kat
Kernevaccine
• Kattesyge
• Felin herpesvirus
• Felin calicivirus
Ikke-kernevacciner
• Chlamydia
• Felin leukæmivirus
• Rabies

Kernevaccinerne er godkendt til at beskytte i op til 3 år, hvor det hos ikke-kernevacciner afhænger af, hvilken vaccine der er tale om. Nogle af dem skal fornyes en gang årligt, og andre beskytter i længere tid.
Titertest
En titertest er en test, der kan foretages på det unge eller voksne dyr for at undersøge, hvor mange antistoffer dyret har tilbage i blodet. Titertesten anvendes for at undersøge, om vaccinen virker ud over den tid, som produktet er registreret til.

Er du i tvivl om hvilke vacciner din hund eller kat bør få, så rådfør dig altid med din dyrlæge.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt