MinByAalborg.dk

Unge fravælger velfærdsuddannelser af frygt for ringe arbejdsvilkår

19 marts, 2023 | 18:00
- Af Redaktion
Mange unge fravælger velfærdsuddannelser - heriblandt sygeplejerskeuddannelse - af frygt for ringe arbejdsforhold.
Nathan Dumlao - Unsplash
Info:
Nathan Dumlao - Unsplash
Jeshoots - Unsplash

Forventninger om dårlige arbejdsvilkår og lav løn får mange unge til at droppe at søge ind på såkaldte velfærdsuddannelser.

Det er uddannelser til lærer, pædagog, sygeplejerske og socialrådgiver.

Det viser en kortlægning, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) står bag.

Instituttet har spurgt 3000 unge, der sidste år overvejede at søge en af de fire uddannelser, men endte med at vælge dem fra.

Hele 73 procent af dem, der overvejede uddannelsen som sygeplejerske, svarer ifølge undersøgelsen, at bekymringer for arbejdsvilkår gjorde udslaget.

For pædagoguddannelsen var det 53 procent, for læreruddannelsen 43 procent, og for uddannelsen til socialrådgiver var det 31 procent.

Mange angiver også, at de fravalgte uddannelsen, fordi lønnen inden for professionen er for lav.

Det gælder for eksempel 55 procent af dem, der overvejede uddannelsen som sygeplejerske.

I evalueringsinstituttet mener direktør Christina Barfoed-Høj, at kortlægningen kalder på handling.

– Det understreger behovet for at adressere de unges forestillinger om arbejdsvilkår og løn, siger hun i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at undersøgelsen ikke forholder sig til “forholdet mellem myte og realitet i de unges forestillinger”.

– Men det er oplagt, at vejledning og information om uddannelser og arbejdslivet gerne skal kvalificere de unges forestillinger på en troværdig måde, siger Christina Barfoed-Høj.

– I modsat fald risikerer man, at misforståelser eller upræcise forestillinger skubber nogle unge væk fra en uddannelse og et job, de ellers godt kunne se sig selv i.

– Derudover kan der selvfølgelig også være helt reelle problemstillinger i forhold til løn og arbejdsvilkår, som man politisk må forholde sig til, siger Christina Barfoed-Høj.

En lønstrukturkomité kigger i øjeblikket på strukturerne for løn i den offentlige sektor.

Komitéen skulle have afsluttet sit arbejde ved udgangen af 2022, men det blev udskudt på grund af folketingsvalg.

Komitéens arbejde forventes i stedet at blive afsluttet inden udgangen af juni i år.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Kilde: Ritzau
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt