Nordjysk underviser erfarer at elever stadig udsættes for asbest 19 marts, 2023 | 08:00 Før i tiden så man ikke noget problem med at blive udsat for asbest, men siden har man lært, at mineralet kan være dødbringende. Alligevel oplever lærere, at elever fortæller dem om at skulle arbejde med asbest i ikke ordentligt beskyttede forhold. Alwan Ibrahim - Unsplash Af Sigrid Langgaard Asbestrelaterede kræftsygdomme er skyld i mere end 300 dødsfald hos danskere om året. Selvom man har haft fokus på det farlige mineral, skader det stadig mennesker i dag, skriver Fagbladet 3F. Det er blandt andet underviser Jesper Brandsager Iversen, som er ansvarlig for asbestuddannelsen på EUC Nord i Hjørring, der kan belyse problemet. “Jeg hører fra lærlinge, at de bliver udsat for asbest. Nogle firmaer er gode til at håndtere det efter reglerne. Nogle tror, at de er gode til at håndtere det, og andre fjerner det bare” siger den nordjyske underviser til 3F. Jesper Brandsager Iversen er i selskab med flere faglærere, der kan berette om elever, der udsættes for asbest. Også Jan Hyldgaard Christensen, der har undervist i asbest i 30 år og selv var udsat for mineralet i sin tid som tømrerlærling, er bekymret over, at det stadig finder sted. “Da jeg spurgte, om jeg ikke kunne få en maske, svarede min mester: “Tror du, at du er i lære som kirurg?” Det var dengang, Men det foregår stadig, og med den viden, som vi har om asbest i dag, er det fuldstændig vanvittigt, at der ikke er mere fokus på det, og hvad de unge mennesker og håndværkere bliver udsat for” siger Jan Hyldgaard Christensen til 3F. Asbest har før i tiden været et populært byggemateriale, der mest af alt blev brugt i tagplader. Forskere vurderer, at der er asbest i op mod 1,5 millioner tage i Danmark. De fortællinger han kender til fra dagen i dag, er for eksempel lærlinge, der bliver sat til at skære i disse tage med vinkelsliber, hvilket får støvet til at fyge rundt, så man næsten ikke kan undgå at indånde det. “Det er chokerende. Jeg er stærkt bekymret for de kommende generationer af håndværkere, som i dag bliver udsat for asbest og på sigt risikerer at dø eller blive syge af det” siger Jan Hyldgaard Christensen til 3F. Der er lavet foranstaltninger i lovet mod de dårlige arbejdsvilkår. I asbestbekendtgørelsen er der er en strafferamme på op til to års fængsel ved grov overtrædelse. Dog mener underviserne, at man oftest slipper noget lettere. “Der skal vanke nogle bøder, som siger spar to, og være en benhård kontrol fra Arbejdstilsynets side. Ellers kan man lige så godt give asbesten fri i Danmark,” siger Jan Hyldgaard Christensen. “Hvis du kører for stærkt i en bil, ved du, at der er en risiko for at blive snuppet i en fartkontrol. Problemet med asbest er, at der mange steder ikke er kontrol med, hvad der foregår, og der reelt ikke er nogen konsekvenser fra Arbejdstilsynet, hvis du bryder reglerne,” siger Jesper Brandsager Iversen. Arbejdstilsynet har til Fagbladet 3F oplyst, at de ikke kan genkende den kritik, der bliver rejst af deres kontrol med asbest, og at de prioriterer tilsyn af asbest ‘meget højt’. Også Ane Halsboe Jørgensen har reageret på Fagbladet 3F’s henvendelse, hvor de stiller spørgsmålstegn ved, hvor længe man vil acceptere forholdene. “Det er uacceptabelt, at der er virksomheder, som sløser med reglerne, så de ansatte bliver udsat for asbest. Der er ingen, som skal blive syge af at gå på arbejde, og derfor har vi skrappe regler for arbejde med asbest”, siger hun i et skriftligt svar. Del | Af Sigrid Langgaard Kilde: Fagbladet 3F Tilbage Relaterede nyheder Indlæs flere relaterede nyheder