MinByAalborg.dk

Dosispakket medicin kan frigøre arbejdstimer: Nu er ny aftale indgået

19 marts, 2023 | 10:00
- Af Redaktion
En ny aftale om dosispakket medicin er blevet indgået af RLTN og PLO. Aftalen har mulighed for at lade personale bruge deres tid mere effektivt, når de ikke skal bruge tiden på at dosere medicinen.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

I dag bruger sygeplejersker og SOSU-assistenter i kommunerne meget af deres arbejdstid på at putte piller manuelt i dosisæsker. Men en stor del af den tid kan bruges bedre, hvis medicinen i stedet bliver dosispakket.

Det er baggrunden for en ny aftale, som Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) netop har indgået med Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Den skal få lægerne til at hjælpe med at få så mange patienter som muligt over på dosispakket medicin og på den måde aflaste kommunerne.

Kan frigøre 900 årsværk

Samtidig viser en næsten ny rapport, at dosispakket medicin potentielt kan frigøre så mange medarbejdere inden for de kommende år, at det svarer til 600 årsværk. Og på lidt længere sigt vil det være op til 900 årsværk.

Rapporten er udført af konsulenthuset MUUSMANN for Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

Glæde over aftalen

Hos Danske Regioner glæder man sig over den nye aftale.

”I regionerne ønsker vi at få bredt dosispakket medicin ud til alle de borgere, der vil kunne have gavn af det. Og med den nye aftale med PLO forventer vi at få endnu flere over på ordningen. Dermed letter vi presset på kommunerne, så de få bedre tid og muligheder for at styrke indsatsen på sundhedsområdet”, siger formanden for RLTN. Heino Knudsen og tilføjer:

”Der ligger der et stort potentiale i at få flere over på dosispakket medicin. Med aftalen hjælper vi kommunerne med at indfri dette potentiale.”

Også de praktiserende læger er glade over aftalen:

” I almen praksis ved vi om nogen, hvor pressede kommunerne er med hensyn til personale, så vi vil gerne bidrage til at spare personaletimer til medicinhåndtering. . Derfor er det godt, at vi nu har fået en fast aftale, som jeg tror vil bidrage til, at flere praktiserende læger tager muligheden i brug, og at flere borgere kommer på dosis fremover,” siger formanden for PLO, Jørgen Skadborg.

Almen praksis skal også aflastes

Det er samtidig også vigtigt at se på, hvordan man samlet set aflaster de praktiserende lægers arbejde med medicinhåndtering.

Derfor vil både regionerne og PLO arbejde for, at apotekernes rolle styrkes i forhold til at kunne sætte patienterne på dosispakning. Som reglerne er i dag, er der begrænsninger for at borgerne kan få tilskud, hvis apotekerne sætter borgeren på dosispakket medicin. Det bør der løsnes op på.

Om den nye aftale

Den nye aftale løber frem til udgangen af 2024, hvor den nuværende overenskomst for de praktiserende læger også udløber.
Aftalens formål er at støtte, at der sættes dosispakket medicin i værk for så mange patienter som muligt. Det skal aflaste plejepersonalet i kommunerne.
Det er sundhedspersonalet i kommunerne, der finder frem til de borgere, der er egnede til at komme på dosispakket medicin.
Personalet kontakter derefter den praktiserende læge, der tager stilling til, om patienten skal med i ordningen. Længen beslutter også, hvilke lægemidler, der skal dosispakkes.
Lægerne skal også ind over, hvis der sker ændringer i de medicindoser, som patienterne får.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Kilde: Danske Regioner via Ritzau
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt