Nordjysk fagbevægelsesformand opfordrer til boykot af socialdemokraterne 1. maj

24 februar, 2023 | 10:00
Afskaffelsen af Store Bededag har vakt vrede i Fagbevægelsens Hovedorganisation, der ikke følte sig inddragede i samtalen
C. G. Unsplash

Regeringens beslutning om at afskaffe Store Bededag kommer formentlig til at mærke konsekvenser 1. maj. Det fortæller TV 2 Nord den 22. februar.

Der er nemlig fire lokale afdelinger under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der har valgt at boykotte taler fra Socialdemokratiet på Arbejdernes Kampdag. De resterende otte lokalafdelinger er stadig i overvejelse.

Blandt lokalafdelingerne er FH Nordjylland med formand Anna Kirsten Olesen. Formanden, som selv har været socialdemokrat i Aalborg Byråd fra 1994 til 2021, fortæller til TV 2 Nord, at de lader kommunerne beslutte, om de inviterer socialdemokratiske talere.

De har dog opfordret til, at de 10 kommuner tænker sig om en ekstra gang, efter de har oplevet svigt af den nuværende regering.
Selvom FH Nordjylland ikke har forbudt at invitere Socialdemokratiet, regner Anna Kirsten Olesen alligevel ikke med at se dem 1. maj.
– Jeg har ingen forventning om, at der nogen som helst steder vil komme folketingspolitikere på talerstolen, jeg tror bestemt, at man satser på nogle fagforeningstopfolk til at holde talerne rundt omkring, fortæller hun TV 2 Nord.
Vreden over afskaffelsen af Store Bededag handler for FH ikke bare om at miste en fridag, men om at de ikke har været inddraget i overvejelserne.
– Vi har overhovedet ikke været med til den snak om, at der i Danmark mangler arbejdskraft og økonomi i Danmark. Vi har ikke haft mulighed for at tage det ansvar, og det er jeg så skuffet over. Det giver slet ikke mening, fastslår hun overfor TV 2 Nord.
FH-formanden er dog stadig meldt ind i Socialdemokratiet. Hun fortæller, at det er med en hensigt om at prøve at få indflydelse indefra i partiet, og gentager hendes motto for TV 2 Nord.
– Mit motto har altid været, at man ikke skal true med at forlade partiet, man skal true med at blive.

Del |

Kilde: Tv2Nord
Relaterede nyheder

Mest læste nyheder

Seneste nyheder