MinByAalborg.dk

Gratis parkering i Aalborg Lufthavn er på vej væk, og kunde følger måske med

21 februar, 2023 | 16:00
- Af Redaktion
Nogle mener, at kunderne hurtigt vil vænne sig til den nye døgnafgift i Aalborg Lufthavn. Men kunde overvejer allerede at smutte.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Førhen har det været gratis at lade bilen stå i Aalborg Lufthavn. Men fremover kommer det til at koste 20 kr. om dagen at have bilen parkeret, mens man er ude i verden, fortæller Nordjyske.dk i mandags.

For lufthavnen betyder afgiften, at de kan udvikle lufthavnen og hæve antallet af ruter. 20 kroner fra eller til for privatpersoner lyder måske ikke som den store forskel, men det er alligevel noget. I hvert fald for Poul Erik Bilstrup fra Mors. Han overvejer helt at stoppe med at flyve fra Aalborg Lufthavn.
– Vi tager på charterrejse typisk en gang om året, enten fra Aalborg Lufthavn eller Billund. Aalborg er en dejlig lufthavn uden stress og jag, og den gratis parkering har været en fordel, fremhæver pensionisten fra Mors.

Det handler heller ikke kun om parkeringsafgiften, for han oplever også, at rejserne fra Aalborg ofte er dyrere. Helt op til 1000 kroner mere, selvom både destination og rejseselskab er det samme. Derudover er han bekymret for, at afgiften bare er starten på en tendens.

Afgiften er ikke afgørende

Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn, peger på mange andre faktorer som rute, destination og hotel, der i hans øjne kommer før parkeringen.
– Jeg skal ikke gøre mig til dommer over den enkelte rejsendes opgørelse over, hvad rejsen koster samlet. Når man lægger det hele sammen, tror jeg ikke, at en 20’er om dagen til parkering gør forskellen, tilføjer han.
Derudover påpeger han også, at det stadig er til stor forskel fra for eksempel Billund og Aarhus, hvor den billigste takst er 80 kroner i døgnet.

Selvom Aalborg Lufthavn stadig er billig, og 20 kroner måske ikke er den store forskel, så er det stadig en svær udvikling. Det fortæller chefredaktør på flybranchemediet check-in.dk, Ole Kirchert Christensen til Nordjyske.

– Det er altid svært, når noget har været gratis – Aalborg Lufthavn har markedsført det hårdt – og man så indfører betaling. Det kan jeg godt forstå, at nogen bliver irriteret over, men det flytter ikke passagerer. Kunder glemmer hurtigt, og det her er glemt om et par måneder, forventer han.

Den nye afgift giver også mening for ham, når man tænker på, at Aalborg Lufthavn skal kunne udvikle sig. Faktisk undrer det ham, at afgifterne først kommer nu, og han understreger, at nordjyderne skal være glade for, at de stadig har den billigste parkering.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Kilde: Nordjyske
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt