MinByAalborg.dk

Ny hooligan-lovpakke på vej efter røveri mod 16-årig Aab-fan

19 februar, 2023 | 08:00
- Af Redaktion
Den 16-årige fodboldfan blev truet og fik frarøvet sin Aab-trøje. Hændelsen er medvirkende til det nye lovforslag.
AaB logo
Info:
AaB logo
Foto: Min By Aalborg

Et lovforslag vedr. hooliganisme er ifølge TV2 Nord sat i høring af justitsminister Peter Hummelgaard (S). Lovforslaget skal forsøge at sætte en stopper for slagsmål og utryghedsskabende adfærd før, under og efter fodboldkampe:
– Med lovforslaget sender vi et signal til dem, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt til fodboldkampe. Jeg er selv kommet på stadion i mange år, og jeg synes, at stemningen er helt fantastisk. Men jeg har også oplevet, hvordan stemningen lynhurtigt kan ændre sig, siger justitsministeren i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen lægger ministeren vægt på, at det skal være trygt for børnefamilier og andre tilskuere at komme på stadion:
-og det er det ikke, når der udbryder slåskampe, bliver revet sæder af eller kastet ting mod politiet og kontrollører. Vi skal ikke finde os i den uacceptable adfærd, og viser det sig, at der er brug for flere tiltag fra politisk side, så er jeg klar til at se på det, uddyber Peter Hummelgaard (S).
Af lovforslaget fremgår det, at politiet skal kunne give karantæne i op til fire år, hvis man deltager i slåskampe, begår røveri eller udsætter andre for tvang til eksempelvis at tage sin fodboldtrøje af.

Lovforslaget skal stoppe voldsomme episoder
Sidstnævnte scenarie var præcist, hvad der skete i Aarhus i september måned, da tre AGF-fans truede en Aab-fan med vold, hvis ikke han tog sin fodboldtrøje af og afleverede den til dem.
Ovenstående og andre lignende hændelser i efteråret 2022 er medvirkende til lovforslaget, der skal sikre, at politiet fremover kan give karantæne i op til fire år, hvis man gør sig skyldig i én af ovenstående overtrædelser.
Desuden skal de personer, der udviser utryghedsskabende adfærd kunne bortvises fra det sted, hvor fodboldkampen afholdes.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Kilde: Tv2 Nord
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt