MinByAalborg.dk

40-årig mand døde i fængsel: Vestre Landsret skal afgøre sagen

19 februar, 2023 | 12:00
- Af Redaktion
Vestre Landsret skal tage stilling til, hvem der har ansvaret for den 40-årige mands død, der fandt sted i Kragskovhede Fængsel.
Retten Aalborg
Info:
Dom
Retten Aalborg
Foto: MinByAalborg

En sag mellem Kriminalforsorgen og familien til en afdød 40-årig mand, der døde i Kragskovhede Fængsel, skal nu behandles ved Vestre Landsret. Det skriver TV2 Nord.

Hvad der startede som en tandpine fik den 40-årige indsatte i Kragskovhede Fængsel til at rette henvendelse til den vagthavende sygeplejerske.

Imens han forklarede sit problem, vendte sygeplejersken kort ryggen til, da hendes telefon ringede. Idet så den 40-årige mand chancen for at stjæle et pilleglas med 100 Metadontabletter. Få timer senere var han død.
Den 40-årige mand mistede livet som følge af en overdosis, og ansvaret for hans død kunne placeres hos Kriminalforsorgen.
Det fastslog Byretten i Aalborg i foråret 2022.

Kriminalforsorgen blev dømt til at betale en økonomisk erstatning på 975.000 kroner til den afdødes efterladte. Men de valgte at anke dommen, og den skal nu afgøres ved Vestre Landsret.

Øjenvidne gjorde fængselsbetjente opmærksomme på tyveriet
Ifølge TV2 Nord var det en af de andre indsatte, der havde opdaget, at den 40-årige mand var i besiddelse af pilleglasset med Metadontabletter. Øjenvidnet gjorde fængselsbetjentene opmærksom på, at han netop havde set den 40-årige mand indtage pillerne, men ifølge den indsatte reagerede personalet ikke på hans henvendelse.

I modsætning til at tilkalde lægehjælp så valgte personalet at sætte den 40-årige mand i en strafcelle, hvor han kunne afruse. I de næste timer tilså fængselsbetjente den 40-årige mand. Det var ved et af disse tilsyn, at de fandt ham livløs.
– De bliver gjort opmærksomme på, hvor mange piller han som minimum havde spist omkring klokken 19 – og så sætter de ham over i en strafcelle, og holder øje med ham en gang i timen. Det synes jeg er for dårligt. De kunne have valgt at sende ham på skadestuen eller tilkalde en vagtlæge, sagde den indsatte dengang til TV2 Nord.

Hvor kom Metadontabletterne fra?
Ifølge Kriminalforsorgens advokat så opbevarede Kragskovhede Fængsel ikke medicin på en sådan måde, at den indsatte ville have haft mulighed for at komme i besiddelse af det, skriver TV2 Nord.

Kriminalforsorgens advokat nævnte desuden, at man ikke kan påvise, hvor tabletterne stammede fra. Men det ser Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen, der fører erstatningssagen for den afdødes familie, dybt kritisabelt på.
– De kunne end ikke godtgøre for, om de manglede et glas med 100 metadontabletter eller ej, der var ingen form for optælling, sagde advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen ved sin procedure i Vestre Landsret ifølge TV2 Nord.
Han mener desuden, at det havde gjort livsændrende forskel, hvis personalet havde tilkaldt lægehjælp i stedet for at placere ham i en strafcelle.
Den 40-årige mand efterlod sig en kone og en datter.
Vestre Landsret afsiger dom i sagen 16. marts.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Kilde: Tv2 Nord
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt