Vejspærring og politijagt gennem Aalborgs gader 16 februar, 2023 | 14:00 Nordjyllands Politi ledte efterfølgende efter mystisk genstand. Føreren af bilen er anholdt. Foto: Rigspolitiet Af Victoria Strøbæk Nordjyllands Politi måtte tirsdag formiddag eftersætte et køretøj ved Tech College på Øster Uttrup Vej i Aalborg. Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, fortæller til TV2 Nord: – En færdselspatrulje forsøger at stoppe en personbil, vi har ledt efter, men da bilen ikke stopper, må vi sætte en eftersættelse i gang. Fra Øster Uttrup Vej gik jagten ud på motorvejen, hvor der i høj hastighed blev kørt gennem Limfjordstunnelen, inden den endte i området ved Sundsholmen i Nørresundby: – Vi ved ikke nøjagtigt, hvor stærkt han kørte, da der ikke blev foretaget nogen måling af bilen, siger vagtchefen til Nordjyske. Mystisk genstand Bilisten forsøgte efterfølgende at flygte til fods, men er nu anholdt af politiet. Efter biljagten blev flere strækninger spærret af, da politiet ledte efter en mystisk genstand. Genstanden viste sig at være en pulverslukker: – Han kaster muligvis pulverslukkeren efter betjentene for at ryste dem af, men det lykkes ikke, siger Poul Fastergaard til TV2 Nord. Føreren bliver sandsynligvis sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven: – Vi arbejder på at finde ud af, om han har været til fare for nogen undervejs, fortæller vagtchefen til Nordjyske. Del | Af Victoria Strøbæk Kilde: Tv2 Nord, Nordjyske Tilbage Relaterede nyheder Indlæs flere relaterede nyheder