MinByAalborg.dk

Aalborg: Dosispakket medicin giver tryghed, frihed og selvstændighed

14 februar, 2023 | 06:00
- Af Redaktion
En analyse fra Aalborg Kommune viser, at borgere, som har skiftet manuelt optalt medicin ud med maskinpakket medicin, oplever mere tryghed, frihed og selvstændighed i hverdagen.
Info:
Myriam Zilles - Unsplash

Aalborg Kommune har spurgt 100 borgere, som har skiftet traditionelle pilleæsker ud med dosispakket medicin, hvad de synes om ordningen. Næsten alle svarer, at de er meget tilfredse, og at dosispakket medicin giver dem tryghed og mere frihed og selvstændighed, fordi de ikke længere er afhængige af hjælp til deres medicin.

En af deltagerne i undersøgelsen beskriver det således:
“Jeg synes det fungerer rigtig godt, og jeg er meget tilfreds med ordningen. Jeg synes det er rart, at jeg ved, de rigtige piller er i poserne, og jeg trygt kan tage dem. Det giver mig en tryghed, at det er i en pose, så ved jeg, at jeg får det rigtige, altså det jeg skal have.”

En anden siger:
“Jeg synes, det er så nemt at have med at gøre. Det er simpelthen så nemt med de ruller. Det giver mig frihed og det fungerer fint. Jeg skal ikke sidde og vente på nogen.”

Sådan fungerer dosispakket medicin
Aalborg Kommunes sundhedspersonale finder frem til de borgere, som kan have glæde af dosispakket medicin. Det er frivilligt for den ældre at få ordineret dosispakket medicin, men borgeren skal selv betale for at få pakket sin medicin i dosisposer. Egenbetalingen er cirka 1 krone om dagen efter tilskud. Hvis den ældre siger ja tak til ordningen, kontakter sundhedspersonalet herefter den praktiserende læge, som foretager den endelige vurdering og ordinerer medicinen som dosisposer. Medicinen pakkes på et af landets pakkeapoteker og sendes til det apotek, hvor borgeren normalt henter sin medicin.

Dosispakket medicin er en mere patientsikker løsning, fordi pakkemaskinen laver meget få fejl. Det er dog ikke alle, som endnu kan få tilbud om den mere patientsikre løsning, fordi dosispakket medicin forudsætter en vis stabilitet i medicinen. Det skyldes, at det er lidt mere besværligt at ændre i dosispakket medicin end i manuelt pakket medicin.

Ved udgangen af januar 2023 havde cirka 1.300 borgere i Aalborg Kommune dosispakket medicin. Knap 3.000 borgere får fortsat hjælp af sundhedspersonale til dispensering af medicin. Aalborg Kommune vurderer, at op mod halvdelen af disse borgere er i målgruppen for at skifte til dosispakket medicin.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Kilde: Pressemeddelelse fra Aalborg kommune
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt