MinByAalborg.dk

Virksomhederne forlader landkommunerne

31 januar, 2023 | 10:00
- Af Redaktion
Antallet af mindre virksomheder, der ligger i landkommuner, er faldet med 11 pct. siden 2008. Imens er antallet af indbyggere kun faldet med 4 pct., så virksomhedslukningerne går langt stærkere end befolkningsudviklingen. Det er et problem, mener SMVdanmark, der ønsker erhvervsfremmesystemet bedre rettet mod det lokale erhvervsliv.
Info:
Foto: SMVdanmark

Det bliver sværere og sværere at drive virksomhed i de små bysamfund, og virksomhederne lukker eller flytter. På 12 år er lidt over hver 10. mindre virksomhed enten lukket eller flyttet fra landkommunerne. I storbyerne er det omvendt. Her er der vækst i antal virksomheder og indbyggere. 

Det viser en analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.  

I SMVdanmark er chefkonsulent Kasper Munk Rasmussen bekymret over udviklingen, og han frygter en ond cirkel, hvor virksomhedslukninger og folkevandringen fra land til by forstærker hinanden.  

”Virksomhederne i de lokale samfund har stor betydning. Ikke blot på grund af arbejdspladserne og penge i kommunekassen, men også fordi de giver aktivitet, liv, handelsmuligheder, de sponserer en del af foreningslivet og giver lærepladser og fritidsjob til unge. Uden dem bliver det ikke attraktivt at leve og bo i de små samfund væk fra de store byer,” siger han. 

Årsagen til virksomhedsflugten fra landet skal blandet andet findes i, at infrastrukturen – både transportmuligheder og internet- og mobildækning – er ringere, og mulighederne for at finde kvalificeret arbejdskraft er mindre end i storbyerne, viser SMVdanmarks analyse.

Erhvervsstøtten bør gå til de mindre virksomheder

Kasper Munk Rasmussen mener, der bør sættes ind flere steder, men især bør erhvervsfremmesystemet målrettes det brede, lokale erhvervsliv. 

”Indsatsen bør udspringe fra de lokale erhvervsforeninger, der kender virksomhederne og kan rådgive dem om, hvordan de bedst opnår støtte til fx digitale løsninger eller energirenoveringer. Desværre brænder vi i dag millioner af kroner af på initiativer, der primært kommer de store virksomheder til gavn,” siger han. 

Han peger fx på de penge, der bruges på de såkaldte erhvervsfyrtårne. Her får få, meget store virksomheder massiv skatteyderstøtte.  

”I praksis fremmer samarbejdet kun de stores egne forretningsområder. Fx Aalborg Portland får støtte til at indfange CO2, og Novo får støtte til et partnerskab, der handler om deres eget forretningsområde, nemlig sundhed og overvægt. Det er begrænset hvor mange mindre virksomheder i den pågældende landsdel, der får glæde af det. De penge kan bruges langt bedre,” siger Kasper Munk Rasmussen.  

Læs hele analysen her. 

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt