MinByAalborg.dk

Torsdagskoncert med Aalborg Symfoniorkester

23 januar, 2023 | 14:00
- Af Redaktion
”En vidunderlig musiker, der spiller med en flydende let tone og en følelsesmæssig ærlighed”. Sådan beskriver avisen Washinton Post den kinesiske violinist Ning Fengs spil. Han er solist i den franske komponist Édouard Lalos fyrige spansk-inspirerede værk Symphonie Espagnole, når han torsdag 26. januar spiller med Aalborg Symfoniorkester.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Musikken emmer af spansk varmblodet rytme, og de sanselige og dragende toner tager publikum med under varme, sydlige himmelstrøg. Koncerten indledes med den italienske komponist Ottorino Respighis arrangementer af gamle renæssance-danse, og slutter med et nyere værk, Prokofjevs 5. symfoni, der blev uropført i 1945 i Moskva under ledelse af komponisten selv. Den aften blev værkets rolige og smukke begyndelse forstyrret af et større artilleriangreb, og Prokofjev valgte at stoppe musikken og vente på, at angrebet var overstået, og fremførte herefter symfonien til publikums store begejstring. Den medrivende og smukke symfoni har siden været et af komponistens mest opførte værker.

Dirigent David Niemann

Aalborg Symfoniorkester dirigeres denne aften af tyske David Niemann, der oprindeligt er uddannet violist, men senere fattede han interesse for direktion, og i 2015 vandt han 2. prisen i den prestigefyldte danske dirigentkonkurrence Malko, hvor han også – som de unges favorit – løb med børnejuryens pris.

Tidligere samme år blev David Niemann udnævnt til assisterende dirigent ved Operaen i Montpellier, hvor danske Michael Schønwandt er chefdirigent. De to arbejdede sammen i tre år frem til 2018.

David Niemann er godt i gang med at etablere sig som en af de mest lovende dirigenter i sin generation. Han har allerede dirigeret et bredt klassisk repertoire, men har også et godt øje til nyere komponister.

Violinsolisten Ning Feng

Kinesiske Ning Feng er kendt for sit lyriske og virtuose spil, og han har turneret i det meste af verden både som solist og med en række store orkestre. Også i sit fødeland Kina er Ning Feng en højt respekteret solist, og han har spillet med alle de store kinesiske orkestre. I sæson 2020-21 var han ”Artist-in-Residence” hos Shanghai Symphony Orchestra.

I dag bor han i Berlin, hvor han er violinprofessor på Hanns Eisler Hochschule, og Ning Feng har tillige titlen som International Chair of Violin på Royal Northern College of Music i Manchester.  Ning Feng optræder jævnligt i Wigmore Hall i London, hvor han for nylig spillede samtlige Bachs solosonater og partitaer, mens de blev live-streamet på YouTube.

Blandt de mange priser, han gennem årene har vundet, kan nævnes Yehudi Menuhins internationale violinkonkurrence og 1. prisen ved International Paganini Competition i 2006.

Med støtte fra Premiere Performances of Hong King spiller Ning Feng på en Stradivarius fra 1710, kendt som Vieuxtemps Hauser.

Medvirkende:

  • Dirigent: David Niemann
  • Solist: Ning Feng, violin
  • Koncertmester: Vesselin Demirev
  • Aalborg Symfoniorkester
DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt