MinByAalborg.dk

Færre har anmeldt hadforbrydelser til politiet

22 januar, 2023 | 08:00
- Af Redaktion
Rigspolitiets Hadforbrydelsesrapport for 2021 viser, at det samlede antal af registrerede anmeldelser af hadforbrydelser er faldet med 18 pct. fra 2020 til 2021. Dansk politi har fortsat fokus på at styrke området.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Politiet registrerede i 2021 521 sager, som kan karakteriseres som hadforbrydelser, sammenholdt med 635 sager i 2020. Antallet af registrerede hadforbrydelsessager er således samlet set faldet med 114 sager, svarende til 18 pct. fra 2020 til 2021.

– Vi kan ikke med sikkerhed sige, hvad det samlede fald af anmeldelser skyldes. Der kan være flere ting, der spiller ind. Vi har før sagt, at der kan være stort mørketal på området, hvorfor vi kun kan opfordre til, at man altid anmelder hadforbrydelser til politiet, siger centerchef i Rigspolitiet Camilla Laursen.

Det er især de racistisk motiverede hadforbrydelser, der er registreret færre af svarende til et fald på 29 pct. Der var i 2021 flest racistisk motiverede hadforbrydelser (254 sager) og næstflest religiøst motiverede hadforbrydelser (164 sager). Lidt over halvdelen af sagerne med religiøst motiv vedrørte jødedom, mens lidt under halvdelen af sagerne var rettet mod muslimer. For så vidt angår førstnævnte kan knap halvdelen af sagerne tilskrives en enkelt persons hadefulde antisemitiske ytringer via e-mails.

I 2021 registrerede Rigspolitiet 102 hadforbrydelser, som relaterer sig til LGTBI+. I 84 af disse sager var hadforbrydelsen rettet mod homoseksuelle. Der er dermed sket en stigning i hadforbrydelser rettet mod LGBTI+ svarende til en stigning på 29 pct. (fra 79 sager i 2020 til 102 sager i 2021).

– Det er positivt, at der samlet set er et fald i antallet af registrerede hadforbrydelsessager, men vi er selvfølgelig særligt opmærksomme, når vi ser en stigning inden for et specifikt område. Fra politiets side understreger vi derfor vigtigheden af, at alle – uanset race, religion, seksualitet eller handikap – anmelder det til politiet, hvis man er blevet udsat for eller har været vidne til en hadforbrydelse, siger centerchef i Rigspolitiet Camilla Laursen.

Inden for kategorien straffesager fandt hadforbrydelserne i 2021 særligt sted inden for kriminalitetstyperne hadefulde ytringer (112 sager), vold (70 sager), hærværk og graffiti (43 sager) samt trusler (41 sager).

Styrket uddannelse og samarbejde på hadforbrydelsesområdet

Politiet har som et tiltag i 2022 styrket efter- og videreuddannelsen på hadforbrydelsesområdet for bl.a. at øge fokus på mødet med ofre for hadforbrydelser i anmeldelsessituationen.

Herudover har politiet igennem en årrække haft en løbende dialog med en række centrale civilsamfundsaktører på hadforbrydelsesområdet, der bl.a. også bidrager til politiets efter- og videreuddannelse på området. Der drejer sig om Det Jødiske Samfund i Danmark, Muslimernes Fællesråd, Danske Handikaporganisationer samt LGBTI+ Danmark.

– Hadforbrydelser er et komplekst område og en type forbrydelser med store konsekvenser for ofrene. Dermed er det et område, som politiet fortsat fokuserer på – og det er vigtigt, at vi bliver ved med at dygtiggøre os inden for hadforbrydelser. Derfor er det også helt centralt for os at samarbejde med relevante interesseorganisationer, og vi har bl.a. udarbejdet en fælles informationsfolder, der skal sikre bedre oplysning til dem, der arbejder med hadforbrydelser oplyser centerchef i Rigspolitiet Camilla Laursen.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt