MinByAalborg.dk

Åparkkvarteret er solgt

8 januar, 2023 | 14:00
- Af Redaktion
Aalborg Kommune har solgt det centralt beliggende areal Åparkkvarteret midt i den nordjyske hovedstad langs Jyllandsgade. Området er solgt efter offentligt udbud og til en højere pris end udbudsprisen.
Info:
Dronefoto Åparkkvarteret. Aalborg Kommune

Området, som har fået navnet Åparkkvarteret, er på godt 23.000 kvadratmeter, og kan ud fra den gældende kommuneplan bebygges med boliger og erhverv med op til 38.000 kvadratmeter etageareal. Åparkkvarteret afgrænses mod syd af det kommende grønne åndehul, Åparken, og mod nord af Jyllandsgade, der på den aktuelle strækning byder på den længste perron for den kommende Plusbus – byens fremtidige højkvalitets busforbindelse, som bl.a. byder på god passagerkomfort og kortere rejsetid på tværs af byen.

Området huser i dag en række lejemål. Den nye ejer indtræder som udlejer i de eksisterende lejemål.

Området har i mange år været et centralt erhvervsområde i Aalborg, og spiller en væsentlig rolle som en del af den samlede udvikling af Hjulmagerkvarteret, hvor den “tunge” industri på sigt skal udflyttes.

Åparkkvarteret er i kommuneplanen udlagt til “Blandet bolig og erhvervsformål”, og nu skal der i samarbejde med køber, udarbejdes en ny lokalplan for området, der bl.a. skal sikre en høj bygningskvalitet.

Rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen siger om salget:

– Med salget af Åparkkvarteret kan vi nu – sammen med køber – komme videre med udviklingen af området, der både byder på attraktive omgivelser og rige muligheder for at udvikle et spændende nyt bykvarter. Beliggenheden her er helt unik – tæt på Aalborgs gamle bykerne og med det kommende grønne åndehul Åparken i baghaven. Salget af det store område i disse usikre tider viser mig, at der fortsat er stor investeringslyst i vores skønne kommune, og giver mig en tro på, at vi nok skal klare de mange udfordringer den urolige verdenssituation giver os.

Fakta om salget

  • Køber af området er Stella5 ApS, der er et selskab, som beskæftiger sig med investering, udvikling samt udlejning af fast ejendom
  • Arealet blev udbudt til salg med en mindstepris på kr. 75.000.000,00 ekskl. moms
  • Arealet er solgt for kr. 86.250.000,00 ekskl. moms med overtagelse den 23. december 2022

Fakta om arealet

  • ca. 23.000 kvadratmeter areal beliggende Jyllandsgade 22, 24, 26, 28 og 30, 9000 Aalborg. Arealet udstykkes/overføres til én samlet matrikel
  • ca. 38.000 kvadratmeter etageareal
  • Centralt beliggende i Aalborg C
  • Blandet bolig og erhvervsformål
  • Tæt på banegård, busterminal og kommende Plusbus-forbindelse
DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Kontakt info
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt