Rekord i leveringer 1. januar hos Wolt 4 januar, 2023 | 18:00 Årets første dag er for mange forbundet med tømmermænd og fastfood. Det kunne mærkes hos Wolt, der fik og leverede 33 % flere bestillinger sammenlignet med sidste år. Foto: Billedarkiv Af Freelance Det er ikke let at komme ud af fjerene 1. januar. Derfor tyer mange trætte danskere til den nemme løsning, når sulten melder sig ovenpå nytårsaften. Hos Wolt resulterede det i den hidtil travleste dag i Danmark nogensinde. For igen i år slog de deres egen leveringsrekord, da de blå bude var ude med over 75.000 leveringer. – Det rekordstore antal leveringer er et resultat af, at vi det seneste år har fået endnu flere restauranter og butikker på platformen, samt at vi har lanceret levering i endnu flere danske byer. Det betyder, at endnu flere danskere i år har fået mulighed for at benytte Wolt og dertil fået et større udvalg at vælge imellem, fortæller Mikkel Tofte, kommunikationschef hos Wolt Danmark. Rekordmange leveringer kræver rekordmange bude. Hele 2600 af Wolts kurérpartnere stod klar til at levere fastfood og andet godt til danskerne. Det er en stigning på 22% i forhold til sidste år. – Vi har gjort os umage for at være på forkant med dagen, hvor de fleste danskere er lidt ekstra ømme i hovedet. Det gælder selvfølgelig også vores samarbejdspartnere. Ingen levering uden kurérpartnere og restauranter til at levere varen i både reel og overført betydning. Uden deres vilje til at lave og levere mad på en dag som 1. januar, så havde vi aldrig sat rekord og gjort dagen en smule lettere for så mange danskere, fortæller Mikkel Tofte. Burger er det foretrukne valg På trods af et udvalg, der kun bliver bredere, så vælger størstedelen af danskerne traditionel fastfood på årets første dag. Tal fra Wolt viser nemlig, at burger og pizza var de absolutte fastfood-favoritter. Over 30% af københavnerne bestilte burger, mens det tal for resten af landet var over 40 %. På andenpladsen kommer pizzaen, som over 20 % af danskerne valgte at få bragt til døren. Kebab er at finde et godt stykke nede på tredjepladsen, mens 5% af danskerne ville have sushi dagen derpå. De fleste burgere og pizzaer blev bestilt mellem klokken 15.00 og 17.00. For antallet af leveringerne peakede klokken 16, hvor 28 % af de samlede bestillinger – 21.000 styks – blev leveret til trætte danskeres hoveddør. Sådan bestilte danskerne 37 % bestilte burger 22 % bestilte pizza 5.4 % bestilte sushi 4 % bestilte kebab/shawarma 3.7 % bestilte thai 9 % bestilte ‘andet’ Del | Af Freelance Tilbage