Nye tal: Så mange danskere har skruet ned for julebelysningen

19 december, 2022 | 18:00
Selvom julen for mange er ensbetydende med julelys og hygge, så har hver tredje dansker i år valgt at skære ned for julebelysningen. Det er der flere årsager til ifølge en ny undersøgelse.
Foto: Gjensidige

Hvis du har bevæget dig rundt på danske villaveje og tænkt, at der er lidt mørkere end normalt i december, så er der faktisk noget om det.  

I modsætning til sidste år, så har tusindvis af danskere nemlig valgt at skære ned på den julebelysning, der ellers normalt er en fast del af årstiden. Hver tredje dansker svarer nemlig i en ny undersøgelse, at de sparer på julebelysningen i år. 

For tre ud af fire handler det om de stigende strømpriser, mens næsten halvdelen af de adspurgte begrunder beslutningen med, at de har droppet julelyset for samfundets skyld. Godt hver fjerde peger på klimaet som årsag. 

Undersøgelsen er lavet at Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi 

Og selvom den nedprioriterede julebelysning er et afsavn for mange, så mener Bo Halm Andersen, energikonsulent og byggesagkyndig i NRGi, at det er et udtryk for en positiv selvbevidsthed hos mange danskere. 

Det, jeg oplever som energikonsulent, er, at der rundt om i hjemmene er kommet utrolig stor fokus på at spare på energien. Ikke kun fordi det er godt for tegnebogen, men også fordi man ved at ændre vaner og brugeradfærd kan være med til at bidrage til et grønnere miljø, fortæller Bo Halm Andersen.   

Men selvom den manglende julebelysning giver en smule mere mørke her i december, kan det også være med til at sætte skub i nye og kreative måder at skabe julestemning.  

– Det er meget glædeligt som energikonsulent at opleve, at der er så meget fokus på at spare på energien, også selvom det kan være på bekostning af julebelysningen. Situationer som denne kan også være med til åbne op for andre måder at skabe julestemning på – så på med vanten, og vær kreativ, lyder opfordringen fra Bo Halm Andersen.  

Gode råd hvis man stadig vil have julelys i december

  1. Brug færre lys end normalt
  2. Køb LED-pærer der har lavere strømforbrug
  3. Hav lyset tændt i færre timer end normalt

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.711 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi i november og december 2022. 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder