Syv gode råd: Sådan forebygger du ildebrand i julen

17 december, 2022 | 10:00
Levende lys, julepynt, gran og komfurer i højt gear hører julen til. Det er hyggeligt, men det er også en brandfarlig tid. Forsikringsoplysningen kommer med 7 gode forebyggende råd.
Foto: Forsikring og Pension

Forsikringen dækker, hvis der opstår ildebrand i hjemmet – fx via pyntegran, eller hvis der udbryder brand på grund af en glemt gryde på komfuret. Men det er altid bedre at forebygge.

– Forsikringsselskaberne oplever desværre en kraftig stigning i antallet af brandskader i december måned, siger forsikringsekspert Anne Garde Slothuus i Forsikringsoplysningen hos F&P.

Hun fortæller, at brandfaren stiger, jo tættere vi kommer på julen.

Adventskranse og juledekorationer bliver mere brandfarlige, jo tættere vi kommer på julen, fordi de tørrer ud. Og efter jul er gran og juletræet kun endnu mere tørt og dermed ekstra brandfarligt, siger hun.

Husk vand i nærheden – gerne med brus

– Det er vigtigt at have vand parat i nærheden, når man julehygger – og det kan gøre en stor forskel. Tørt gran tænder hurtigt, og det skal gå stærkt, hvis man skal nå at slukke ildebranden i opløbet, siger Anne Garde Slothuus.

Hun råder til, at man reserverer en flaske danskvand med brus til formålet. Hvis man sætter tommelfingeren over åbningen og ryster flasken, fungerer den som en meget effektiv vandsprayer, der hurtigt kan få bugt med flammerne.

Hun råder også til forsigtighed omkring komfuret. Der kan være stress på, når juleretterne skal tilberedes. Og så glemmer man nemt at få slukket for ”ilden” under gryden. Også det kan udvikle en ildebrand.

– Det er altid godt at forebygge. Opstår der brand, risikerer man ikke kun en ødelagt jul. Nogle mennesker må leve med at blive genhuset, mens genopbygningen af hjemmet står på, siger Anne Garde Slothuus.

Sådan undgår du, julehygge bliver til ildebrand

1) Hav vand i nærheden til ildslukning – for eksempel en flaske danskvand med brus, der kan bruges som vandsprayer, eller en spand vand

2) Ingen levende lys i nærheden af gardiner eller under en hylde

3) Levende lys skal være, hvor børn og dyr ikke kan vælte dem

4) Hold ekstra godt øje med levende lys belagt med for eksempel guld, sølv eller kobberlak

5) Gå ikke fra levende lys

6) Hold øje med, at komfuret bliver slukket, når det ikke bruges

7) Brug ikke håndsprit i nærheden af kalenderlyset eller adventskransen.

Julevideo

https://www.youtube.com/watch?v=c8ks3HS4Y5o

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder