Flere søger selskab juleaften: Rekordmange tilmeldinger til Julevenner

17 december, 2022 | 16:00
Der er allerede mere end 1.000 tilmeldinger til Julevenner i år – et samarbejde mellem Røde Kors og Boblberg, der bringer mennesker sammen, som ikke ønsker at holde jul alene. Tilmeldingerne til Julevenner er højere end nogensinde før.
Lucia-optog

Tilmeldingen til Julevenner er åben både for julegæster og juleværter, og antallet af tilmeldte forventes at blive det højeste nogensinde, fortæller Luise Lystlund, som er projektleder på Julevenner hos Røde Kors:

– Der er mange tilmeldinger hver eneste dag. Hvis jeg siger, der er 1.040 tilmeldte i dag, så er der måske over 1.100 i morgen. Det er helt vildt. Og erfaringen fra tidligere år viser, at det først begynder at tage rigtig fart her i midten af december.

Bag tilmeldingerne kan der være flere end bare ét menneske. De på nuværende tidspunkt 1.040 tilmeldinger dækker over 3.277 personer, hvor der især er flere personer per tilmelding blandt juleværter, for eksempel familier.

Julevenner er for alle

Ingen skal holde jul alene, hvis de gerne vil være sammen med andre, og derfor kan alle, der har lyst, tilmelde sig Julevenner. Og årsagerne til det kan være mange, fortæller Luise Lystlund:

– Julegæsterne, som er dem, der søger et sted at holde jul og nogen at holde jul sammen med, melder sig af mange forskellige grunde, for eksempel fordi de føler sig ensomme, eller er udvekslingsstuderende eller udstationerede og derfor er langt væk fra familie og venner. Nogle er nyskilte og har første jul alene, fordi børnene er hos den anden forældre. Andre er nysgerrige på, hvordan det er at holde dansk jul. Fælles for dem alle er, at de vil træde ind i et hjem den 24. december, hvor døren står åben, og samvær er i højsædet, siger Luise Lystlund og fortæller, at der er flere Julevenner, som holder kontakten, hvoraf nogle også holder juleaften sammen igen.

Fælles for juleværterne, som er dem, der inviterer en eller flere gæster ind til deres juleaften, er, at de har lyst til at møde nye mennesker, dele de danske juletraditioner, hjælpe andre eller noget helt fjerde. Julen er hjerternes fest og rigtig mange værdsætter en hyggelig juleaften.

– Julevenner skaber et rum, hvor det er okay at række ud og blive rakt ud til. Det er med til at bryde tabuet om ensomhed og det at føle sig alene, og det er både godt og vigtigt, at vi tør tale om det og handle på det. Og så er det virkelig rørende at se så mange mennesker, som hjælper hinanden og ikke mindst høre om de mange gode oplevelser fra stuerne efterfølgende, siger Marie-Louise Gotholdt, national chef hos Røde Kors om aktiviteten, der har eksisteret siden 2012 og dermed kan fejre 10-års jubilæum i år.

En åben juleinvitation

Der er mulighed for at finde Julevenner på Julevenner.dk. Man kan vælge at gøre det på egen hånd med tekst og billede knyttet til hver julegæst og hver julevært. Det er også muligt at få hjælp af Røde Kors, hvor frivillige sidder klar ved telefonen og sammensætter Julevenner ud fra de tilmeldtes ønsker og interesser.

På nuværende tidspunkt er der flere tilmeldte juleværter end julegæster, fortæller Luise Lystlund fra Røde Kors:

– Det er dejligt at se, at folk rækker ud og hjælper hinanden. Med omkring en uge til jul gør vi hos Røde Kors meget for, at værter og gæster finder sammen. Rundt om i landet sidder der mange forhåbningsfulde juleværter, som glæder sig til at byde velkommen juleaften, siger Luise Lystlund og opfordrer til, at man melder sig som julegæst, hvis man sidder alene og kunne tænke sig at holde jul sammen med nogen i år.

Fakta om Røde Kors’ Julevenner

· Julevenner er for alle, der ikke ønsker at holde jul alene

· Julevenner har eksisteret siden 2012

· I 2019 blev samarbejdet om Julevenner mellem Boblberg og Røde Kors etableret

· 1.040 tilmeldinger til Julevenner i år indtil videre (medio december). Det er 3.277 tilmeldte personer

· Tilmeld dig som juleven (enten gæst eller vært) på Julevenner.dk eller skriv til julevenner@rodekors.dk

· Du kan også tilmelde dig ved at ringe til Røde Kors på tlf. 3529 9660. Her kan du også henvende dig, hvis du har spørgsmål til Julevenner

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder