Kultur-LIV i Aalborg skaber kulturelt og mentalt frirum

13 december, 2022 | 12:00
Kultur-LIV tilbyder mennesker med demens og deres pårørende et kulturelt og mentalt frirum i samarbejde med Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Bibliotekerne, Aalborg Stadsarkiv, Aalborg Historiske Museum, Den Rytmiske samt Biffen.
Kultur-LIV samarbejdspartnere. Foto: Aalborg Kommune

Aalborg Kommune og seks centrale kulturinstitutioner i Aalborg er gået sammen om det nye projekt “Kultur-LIV”. Kultur-LIV er et tilbud om at deltage i en række spændende kulturelle oplevelser særlig tilrettelagt til personer, der for nyligt er udredt for demens og deres pårørende.

Deltagerne skal blandt andet til koncert med Aalborg Symfoniorkester, se film i Biffen, på byvandring med Aalborg Historiske Museum, opleve litteratur på Aalborg Bibliotek, høre om det gamle Aalborg på Stadsarkivet og prøve kræfter med dans på Den Rytmiske i Nordkraft. Udover de kulturelle oplevelser byder forløbet også på hyggeligt samvær med andre i samme situation.

Tilbuddet er forankret i Aktiv med demens, som har lokaler i Nordkraft. Det er også her, holdet mødes en gang om ugen og sammen med en koordinator går i byen for at få en kulturel oplevelse ud over det sædvanlige.

Tilbud om uddannelse til kulturinstitutioner

Hos Aalborg symfoniorkester glæder administrations- og produktionschef Anders M. Christensen sig over muligheden for at være med: “Da vi fik buddet om at være med, skyndte vi os at takke ja. Vi ved fra tidligere prøver og koncerter for mennesker med demens, at de musikalske oplevelser, de får hos os, kan berige deres liv. Vi glæder os også til at blive bedre klædt på med viden om, hvordan vores kunstart kan bidrage positivt til deres liv.”

Formålet med projektet er også at klæde kulturinstitutionerne på med viden og praksiserfaring om demens. Videnscenter for Demens tilbyder derfor undervisning om demens til kulturinstitutionerne, så de på sigt kan blive endnu mere demensvenlige.

Kulturvitaminer som inspiration

Kultur-LIV henter inspiration fra Kulturvitaminer, som er forankret i Sundhed og Kultur. “Kulturvitaminer har gode erfaringer med at bruge kulturen som løftestang for deltagernes mentale sundhed, og det håber vi også vil ske for vores målgruppe”, forklarer konsulent Kirsten Sværke fra Aktiv med Demens og fortsætter: “Vi kan ikke få demenssygdommen til at gå væk – men vi kan måske give deltagerne mere livskvalitet og mod på at gå ind i en ny fase af livet”.

Koordinator Eva Henningsen, som følger holdet hver gang, uddyber: “Det er en stor omvæltning for hele familien at få en demenssygdom. Det kan lede til mange bekymringer. Her tror vi kulturen kan noget særligt. At opleve musik eller litteratur stiller få krav og kan være et rum, hvor min oplevelse kan være lige så god som din. Vi har en forventning om, at forløbet kan give gode fælles oplevelser for deltagerne og skabe nye fællesskaber og netværk på tværs af gruppen”.

Fakta omkring Kultur-LIV

  • Projektet er støttet af midler fra Socialstyrelsens pulje “Demensvenlige tiltag, herunder boformer”.
  • Projektledelsen er forankret i Videnscenter for Demens, som er en del af Senior og Omsorg i Aalborg Kommune.
  • Samarbejdspartnerne i projektet er herudover Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Bibliotekerne, Aalborg Stadsarkiv, Aalborg Historiske Museum, Den Rytmiske samt Biffen.
  • Målgruppen er personer med demens, som er under udredning eller har demens i tidligt stadie samt en pårørende, fx ægtefælle, voksent barn eller en god ven.
  • Projektet løber over hele 2023, og første hold starter i februar 2023

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder